Som mor til en lille krudtugle vil jeg egentlig gerne vide, hvad der foregår i oveni folks hoveder, når de ser en 3-årig dreng helt alene i et skov- og moseområde og bare tænker ‘det er nok en familieudflugt!?’ og går videre.

Er vi så opslugte af os selv, at vi er holdt op med at være omsorgsfulde overfor fremmede børn, der vandrer rundt alene? Tør vi ikke blande os længere, er folk ligeglade eller hvad sker der? Gider vi ikke tage bøvlet med at stå med en lille flæbende dreng, der er blevet væk, når søndagskaffen venter derhjemme?

Jeg fatter faktisk ikke en meter. Helt ærligt. Jeg bliver faktisk rimelig knotten, når jeg læser, at der er indtil flere voksne, der har set Holger gå rundt i skoven i søndags. Jeg kan ikke forstå, at man kan bemærke et barn alene i en skov og så bare gå videre uden at tjekke op på det.

Indrømmet, jeg er også typen, der spørger et grædende barn i et proppet storcenter om han/hun ikke kan finde sine forældre. Jeg holder også øje med andres børn på stranden og tager fat i livredderen, når nogen er for langt ude. Langt de fleste gange er forældrene lige i nærheden og lyser op, når man snakker med deres grædende barn. Nogle er lidt kort for hovedet.

Men jeg gør det alligevel, for det er vel naturligt, og jeg regner med, at andre vil gøre det den dag NC bliver væk. For han bliver helt sikkert også væk. Det gør alle børn, og det er ikke fordi deres mødre er dårlige mødre. Børn bliver væk, fordi sådan er børn. De kan blive væk på et splitsekund, mens du låser bilen eller kigger ned for at se hvor du træder.

Man har ALTID moralsk pligt til at tjekke om alt er ok, når et lille barn går rundt alene!