Så gik det lige så godt med at lægge NC om aftenen, og så har jeg en veninde på besøg og piler frem og tilbage til NCs værelse, fordi han skriger. Han nægter at sove. Min veninde læste Barbapapa for ham, og han fik lov at være længe oppe. Vi havde haft en skøn dag med masser af frisk luft og oplevelser. Var en tur på den nye legeplads, stjal en fodbold, så på tog og ænder, prøvede at hoppe i søen. Plus det løse.

Og så gider man altså bare ikke at sove, for dagen må godt vare lidt længere. Det var så sjovt, mor! Så der blev grædt og skreget og protesteret og råbt og kastet rundt med sengetøj, sutter og sovedyr. Først prøvede jeg tålmodigt at synge ham i søvn, snakke ham i søvn, ignorere ham og efter 1 1/2 time råbte jeg af ham. Det sidste virker aldrig, men det er altid der jeg ender, når jeg ikke kan få ham til at sove samtidig med at jeg har en veninde på besøg. Det sker nemlig ikke så tit, og så er det frustrerende at skulle bruge timevis på at lægge ham i seng. På en almindelig aften tager det tit 5 minutter, men når jeg har brug for, at han falder hurtigt i søvn sker det her nærmest altid. Og så ender det med at jeg råber af ham, og han får lov til at stå op igen og tumle omkring til han selv lægger sig til at sove på gulvet, i mine arme eller selv beder om at blive lagt i seng.

Jeg forsøgte at lægge ham fra klokken 20, og det lykkedes endelig at få ham til at kapitulere, da han fik lov at falde i søvn i min seng med næsen ved mit bryst. Så kunne jeg omsider liste ham ind i seng. Da var klokken 00:10, og der var gassen for alvor gået af min ballon, veninden var gået, solen var for længst gået ned, og der var ikke andet for end selv at drøne til drømmeland.