Jeg er gennemtræt i dag. Har en lurende hovedpine og en stiv nakke. Trætheden er klaret med en dobbelt espresso med mælk, hovedpinen med en panodil. Nu er det bare hovedet og særlig mit hjerte, der er tungt ved tanken om en morgen, der var hård for NC.

Nicholas brød helt sammen, da vi skulle ud af døren i morges. Han var helt lille, sårbar og helt knust – og han kunne slet ikke sætte ord på. Han skreg hele vejen ud af lejligheden, ned i elevatoren og hen ad gaden. Først sad jeg på gulvet i opgangen og prøvede at snakke med ham, prøvede at kramme ham og tage mig tid til ham. Han var helt opkørt og ville hverken kramme, gå eller noget.

Normalt går han balance på cykelstativet med en hånd, men han ville ikke holde i hånden. Han tumlede rundt på cykelstativet og skreg og græd. Jeg sad på hug ved siden af og prøvede at aflede ham. Pludselig så han en snegl og sagde ‘Negl? Hej, negl … og kop – vække kop, vække dig, kop!’ Så fik edderkoppen en skideballe af ham og blev belært om, at den skulle pakke sig og lade sneglen være i fred.

Vi gik over til vuggestuen, og han faldt til ro med røde, fugtige øjne. Han kiggede langt efter os, da vi sagde farvel. Det blik var indprentet på min nethinde hele dagen.

Natten var lang. NC vågnede i samme øjeblik jeg var faldet i søvn. Han hostede og havde mareridt. Jeg tog ham med ind i min seng, hvor han klyngede sig til mig. Der har også været to aftener i træk, hvor jeg ikke har været hjemme før efter hans sengetid, så det er nok ikke så mærkeligt, at han savner noget mummy-loving. Det vil være en underdrivelse at sige, at jeg sov godt. Jeg sov i etaper, og jeg tror også, at hans søvn tæt på mig er mere overfladisk end i hans egen seng.

NCs dag havde været rigtig god. Han havde været trist ganske kort tid, hvorefter han havde været så glad og fyldt med spilopper. Da han blev hentet, ville han ikke med hjem.