I denne uge er der en artikelserie om at komme videre efter en fyring i Hendes Verden. En af artiklerne handler om min fyring. Det er et emne, der ligger mig meget på sinde, da jeg selv er blevet fyret som direkte konsekvens af finanskrisen og siden da har været tæt på andre fyrede. Selv er jeg ikke den eneste, der er blevet fyret, men rent faktisk er nærmest hele min familie blevet fyret under krisen; min mand, min bror, min svigerinde, samt flere veninder.
At blive fyret er desværre blevet mere almindeligt, og de fleste af os kender en eller flere, som er blevet fyret pga. finanskrisen. Alligevel er vi eminent dårligt forberedte og ofte fuldstændig lost – både når det sker for os selv, men også når det rammer veninden eller kollegaen.
Jeg var ikke forberedt på at blive fyret, men når jeg ser tilbage var advarselstegnene talrige. Jeg havde mit hoved godt oppe i barselsboblen, hvor alt var lyseblåt. Jeg havde ikke fulgt med i udviklingen på min arbejdsplads under barslen, mens krisen rasede. Jeg vendte tilbage blank og naiv og tog i mod et tilbud om en nyoprettet stilling i en anden afdeling, da ingen stillinger indenfor mit felt var ledige lige på den tid. Jeg blev fyret 2 ½ måned efter min barsel. Den havde jeg ikke lige set komme.
Jeg blev virkelig vred på min daværende arbejdsgiver. Virkelig rasende og forsmået, faktisk. Syntes at jeg var blevet bondefanget til et job, som de bare cuttede, før jeg overhovedet nåede at bevise mit værd. Jeg følte, at de var ligeglade med mig. Det var de faktisk ikke. De hjalp mig videre på en pæn måde. Det så jeg overhovedet ikke lige dér midt i chokket, forsmædelsen og sorgen over at miste både mit job og mine fantastiske og inspirerende kolleger. Her bagefter forstår jeg, at jeg faktisk var heldig midt i al uheldet.
Jeg fik en outplacement-aftale med sammen med fyresedlen, og jeg fik forhandlet mig frem til en fritstilling. Mine samtaler med outplacement-fyren fik mig tilbage på sporet, og min fritstilling reddede mig fra at gå ned på fyringen. Outplacement-fyren var absolut ikke nogen følefølefætter, der klappede mig på håret, tværtimod talte vi meget lidt om selve fyringen, vi kiggede fremad og tog action på de første ting; lave en knald god ansøgning og et endnu bedre CV.
Selvfølgelig var han medfølende overfor min situation, men samtidig var han af den holdning, at det ikke var verdens ende. Det var ret fedt, at han signalerede, at en fyreseddel ikke var noget problem. Alle andre tog nemlig bedemandsansigtet på og nævnte, at det var et lortetidspunkt at blive fyret, for der var jo ingen jobs at få. “Og hvordan skal I nu klare det med din mand på SU, når det er umuligt at få et nyt job?” Super, nu har jeg det meget bedre. Det er helt klart ikke det, man har brug for at høre, når man lige er blevet fyret.
Det viste sig, at han havde ret. Der var ikke så mange jobs at søge som tidligere, men jeg skulle jo også bare bruge ét job; det rigtige. Jeg startede i mit nye job 2 måneder efter jeg blev opsagt.
De fleste af os oplever, at fyringer rammer tæt på, og mange har svært ved at forholde sig til det. Jeg ved, hvordan det føles, så jeg er meget opmærksom på at se de af mine kolleger, der er opsagte. Det var så ubehageligt at blive overset af nogle af mine kolleger lige efter fyringen. Jeg ved jo godt, at det er forlegenhed, der gør, at vi ikke ved, hvad vi skal sige – og så siger vi hellere ingenting. Men intet du kan sige til en fyret gør så ondt som selve fyringen. Det trøster og varmer at blive set og anerkendt. Det er dejligt, når nogen siger, at de er kede af at miste dig som kollega og vil komme til at savne dig. Det luner, og så føles fyringen ikke helt så personlig.
Står du med en fyreseddel i hånden, så får du her mine bedste råd:
- Begynd at søge nyt job med det samme. Ikke noget med at komme i gang med at ‘hygge’ og sove længe. Op til sædvanlig tid hver morgen, gå eller løb en tur, og så søger du job et par timer. Hold dig fra sofaen, men vær god ved dig selv! Det er ikke nu, du skal på slankekur, men lev sundt.
- Vær ærlig omkring din fyring. Øv dig i at sige det højt. Bid hovedet af al skam. Du er fyret pga. krisen, ikke fordi du er en dårlig medarbejder. Repetér det, til du tror på det. Hvis du tror på det, gør andre det også.
- Brug dit netværk. Du bliver overrasket over al den opbakning, du møder fra uventet kant, når fortæller om din fyring. Tænk bredt; netværk kan også være de andre forældre i vuggestuen.
- Forbered en 2 minutters elevator-tale, så du er klar til på kort tid at sælge dig selv. Undgå for alt i verden at blive en tidsrøver.
- LinkedIn. Du kan ikke søge job uden LinkedIn i 2011, men gør det rigtigt og læs f.eks. disse gode råd.
- Bliv fritstillet. Det er alfa og omega for, at du kan komme videre hurtigt og med mest muligt af din selvtillid i behold.
- Drop standardansøgningen. Tag udgangspunkt i annoncens ordlyd: Brug de begreber og vendinger, som virksomheden bruger.
- Og drop standard CV’et i samme omgang. Fokusér på de kvalifikationer, der er relevante for netop det job, du søger.
- Det er ikke synd for dig. Det er en fase. Du kommer videre.
- Vær forberedt på, at en fyring er en personlig krise. Du kan knække på det, men du kan også komme styrket ud på den anden side.
- Fokusér på fremtiden, ta’ skyklapper på og se fremad. Ikke til siden og slet ikke bagud.
- Den sidste burde måske være den første; A-kasse, A-kasse, A-kasse!
Læs selv temaet i Hendes Verden nr. 44. På side 30-31 møder du mig. Håber du ka’ li’ artiklen. Og hvis du lige er blevet fyret, så håber jeg, at du finder inspiration og håb på siderne – vil du høre mere eller have en udefra at snakke med så send mig din kommentar!