De sidste uger har bragt os temmelig mange sociale arrangementer med børn, og det er dejligt, for jeg foretrækker at være sammen med min familie, for når det går godt, er det sindssygt hyggeligt, og vi vokser som familie.

Virkeligheden er dog, at vores sociale liv er meget begrænset, selvom vi har mange arrangementer i kalenderen. På det seneste har vi de fleste gange spurgt hinanden på vejen hjem: ‘hvordan tror du, at de har det?’. Vi ved det faktisk ikke, for sådan en eftermiddag eller aften går oftest med at holde øje med NC og prøve at afværge de værste uheld. Det gør, at samtalen meget sjældent bliver flydende, dyb og afslappet, fordi vi rent faktisk er et andet sted, selvom vi sidder lige dér.

Særlig en frokost kan godt blive lidt af en sejtrækker, der er mere stressende end hyggelig, fordi vi så gerne vil bevare vores venskaber. Vi vil gerne gøre et godt indtryk og være gode gæster, men alt for ofte tager vi hjem med en følelse af at være stik det modsatte. Tit ved vi ikke om vi skal grine eller græde, når vi igen sidder i bilen efter et arrangement, hvor vi udmærket ved, at vi er de gæster, vi ikke engang selv ville invitere. Vi er asociale, kan ikke deltage i en samtale og spørger ikke til vores værters liv og færden, samtidig med at vi har et barn, der (i mangel af middagslur) af og til viser sig fra sin værste side og kaster med ler-gråspurve og slår 1-årig baby i hovedet.

Det er ikke hans skyld, det er vores. Det er os, der gang på gang prøver at hugge en hæl og klippe en tå og deltage i et arrangement, som for eksempel ligger midt i hans siesta – eller som i går hvor han nærmest bliver hevet fra sengen ud i bilen uden en bid mad, fordi vi allerede var en halv time for sent på den. Jeg ville også være blevet sur, hvis det var sket for mig. Og når vi så samtidig opfører os anderledes og er på-forhånd-stressede, fordi vi så gerne vil have, at det skal gå godt, – ja, så skal det jo gå galt.

Heldigvis fik vi en sød sms i dag fra hende, hvis fødselsdag vi terroriserede i går. Det luner fantastisk, og det gør, at vi har mod på at prøve igen. For hver gang vi prøver, finder vi ud af noget nyt om, hvad vi skal gøre og ikke gøre for at visitten bliver en succes

Jeg bliver ked af det, for jeg føler ikke, at jeg kan følge med i mine veninders liv. Ikke fordi jeg ikke interesserer mig for deres liv, simpelthen fordi der er så meget støj i mit liv. For at være ærlig så aner jeg faktisk ikke, hvordan mine nærmeste veninder har det, selvom jeg har været sammen med dem for nylig. Flere venskaber er forlængst forlist og andre kører på pumperne. Jeg når kun lige at spørge om noget, før jeg må springe for at redde et barn, noget indbo eller vores ære.

Når jeg kommer tilbage, så er den røde tråd grundigt klippet over, og jeg stiller et nyt spørgsmål, som jeg heller aldrig hører svaret på. Eller jeg hører et spørgsmål, som jeg ikke når at svare på, før jeg må springe igen. Jeg hører mig selv sige ‘Hvad var det nu, vi talte om?’ så mange gange, at man skulle tro, at jeg har glemt min hjerne. Det har jeg ikke, men jeg magter simpelthen ikke at multitaske ved udsigten til en lurende katastrofe.

Jeg kan ikke sidde og snakke afslappet, når NC med et uimodståeligt frækt smil gør nøjagtig det, han godt ved, er forbudt. Når han for eksempel tager den ene cup cake efter den anden og spiser al pynten, og jeg ikke lige opdager det, før der står et halvt fad cup cakes uden pynt. Eller når han spiller tromme på den 1-årige babys hoved. Eller når han drikker de andre børns sodavand og spiser deres slik. Eller kaster med en IPhone, hælder vand på en spritny IPhone eller klatrer rundt på et glasbord.

Det er ikke personligt, kære veninde. Jeg elsker dig, og jeg lytter til dig med hjertet. Hold ud! Når vi bliver gamle, skruer jeg op for høreapparatet, og så lover jeg, at jeg ikke løber min vej midt i en samtale. Måske falder jeg i søvn, men det kunne jo også ske for dig!