Årets sidste nat var også den længste. Drengen vågnede skrigende ved 23-tiden, og i 45 minutter skreg han i vilden sky, slog og sparkede og råbte ‘nej far’ og ‘nej mor’ og ‘bange mor’. Han vægrede sig mod at blive krammet eller holdt om. Han skreg, at det gjorde ondt og slog sig på ørerne. Så gjorde det ondt i bleen.

Han var helt ved siden af sig selv, han var ikke til at komme i kontakt med, og det var helt ærligt ret skræmmende at se ham sådan. Som om han var blevet besat eller havde fået en eller anden form for angstanfald. Vi prøvede alt muligt – mest af alt bare at sidde og tale stille med ham.

Vi skiftede ham, han fik en panodil, og til sidst gik vi ind og fandt en stak bøger sammen, som vi så satte os i min seng og læste. At få læst sine mest elskede bøger højt fik ham til at falde til ro, og til sidst puttede han sig tæt ind til mig.

For mig blev det derfor til en lang afbrudt nattesøvn i en helt skæv stilling og med en dræberhovedpine som resultat. Hver gang jeg rykkede en cm væk fra ham, skreg han op.