I dag er det 12 år siden at min mor døde. 12 år er lang tid, men på sin vis føles det som om det skete for nylig. Jeg husker dagene for 12 år som var de i går. Husker dufte, detaljer og følelsen…

Jeg vidste godt med forstanden, at min mor var døende, for jeg havde spurgt lægen dagen før, hvor lang tid, der ville gå. For jeg syntes, at det trak ud. Jeg overvejede faktisk om jeg var klar til aktiv dødshjælp … hvis det var. For min mor havde bedt mig om ikke at lade hende lide, og jeg havde lovet hende det.

Men da jeg spurgte lægen sagde han ‘din mor er her ikke på mandag’. Og så stod jeg dér. Med et svar jeg selv havde bedt om, men overhovedet ikke var klar til at få. Det var fredag, og jeg var på vej hjem, for min mor var træt. Jeg kom hjem i min tomme lejlighed, og for allerførste gang i år 2000 rullede jeg mig sammen i min seng og græd, så hele min krop rystede.

Om lørdagen var jeg til træning. Det var min træning, der holdt sammen på det hele. Det var til træning, at min sorg og min angst kom ud af kroppen på mig, og jeg for en tid kunne slippe smerten. Efter træning var jeg igen på hospitalet hos min mor med min nye viden. Jeg kørte hjem, da min far kom efter frokost.

Min far ringede fra hospitalet og spurgte, hvornår jeg ville komme, for så ville han køre hjem og spise noget aftensmad. Jeg spiste ikke rigtig mad i den periode eller også gjorde jeg. Jeg aner det faktisk ikke. Jeg var ude hos min mor ved 17-tiden, og vi sad og snakkede hyggeligt sammen som altid. For første gang ville min mor ikke ud af sengen.

Hun blev tilbudt en kop kaffe, og for første gang i mit liv bad hun om, at der skulle mælk i. Aldrig har jeg set hende drikke andet end sort kaffe med to sødetabletter i. Aldrig! Hun fik en kop kaffe med mælk, som stod på hendes natbord. Der kom en læge og talte med hende, og hun sagde, at hun gerne ville ud og ryge. Jeg fnisede og sagde ‘ej, mor, det er nok ikke en god idé’. Jeg indkasserede et meget hvast blik og en bemærkning om ikke at være fræk. Så sagde hun ‘nej, det er nok ikke en god idé’ og lagde sig ned i sengen igen.

Hun blundede lidt, og jeg sad og holdt hendes hånd. Jeg kiggede på hver enkelt linje i hendes hånd. Hendes negle, fingrenes form, håndens farve. Jeg indprentede mig alle detaljerne, og jeg husker dem endnu. De hænder, der så kærligt har holdt mig og kærtegnet mig hele mit liv.

Hun havde smerter, så hun rynkede panden i sin hvile, og sygeplejersken, der sad sammen med os, skruede op for hendes morfindrop. Vi sad lidt, og jeg lyttede til min mors åndedrag. De var besværede og hun hev efter vejret. Hendes hvile var urolig, og hendes ansigt viste, at hun kæmpede, at det gjorde ondt. Der blev igen skruet lidt op for morfinen, og det virkede som om det virkede lidt. Der kom lidt mere ro på min mor. Jeg strøg hende over hånden og talte med hende. Jeg takkede hende for mit liv, og jeg sagde, at det var okay, at hun tog afsted nu. Jeg lovede hende, at jeg ville klare mig.

Jeg sad med hendes hånd i min i lang tid og lyttede til hendes vejrtrækning, hivende, hvæsende og besværet. Sygeplejersken sagde til mig, at hun var helt væk af al morfinen nu. Der var stille. Udenfor kørte bilerne videre i mørket, små bitte lys nede på vejen.

Pludselig satte min mor sig op. Hun skubbede mig væk. Helt rank sad hun pludselig op i sengen med åbne øjne. Hun kiggede ud gennem væggen med et glad udtryk i øjnene, hvorefter hun faldt tilbage i sengen med et suk. Hendes ansigt så ikke længere plaget ud, smerterynkerne glattedes ud. Hun så fredfyldt ud, og hendes vejrtrækning blev dyb og regelmæssig. ‘Hvad mon hun så der?’ sagde sygeplejersken. Jeg vidste, hvad hun mente og var glad for, at det ikke bare var mig, der undrede mig.

Sygeplejersken sagde til mig ‘du skal ringe efter din far og din bror nu’, og jeg vidste, hvad hun mente. Det var tid. Min mors liv var ved at slutte. Jeg ringede til min far og sagde, at han skulle komme og bad ham ringe til min bror.

De nåede begge to at komme, så vi var alle tre hos min mor, da hun døde. Hun kæmpede for at blive, hun kæmpede for at forlade os, men hendes krop kunne ikke mere. Jeg holdt hende tæt, som hun har holdt mig, da jeg var lille. Jeg sagde til hende, at hun godt måtte give slip, og det gjorde hun så til sidst.

Klokken var 20:15, det var lørdag aften, og min mor var død, bare 58 år gammel. Hendes kaffe med mælk stod urørt på hendes natbord. Jeg var 28 år, og jeg var ikke parat til at sige farvel til min mor. Overhovedet ikke. Min verden, som jeg kendte den, stoppede lige dér, og jeg så med vantro, at bilerne stadig kørte på vejen udenfor. De burde have holdt stille, for verden var stoppet.

Verden kom i gang igen. Min verden gik videre. Det tog sin tid at komme gennem sorgen. Et år, faktisk. På den anden side af sorgen lå et andet liv, der med tiden blev et bedre liv, fordi jeg selv er blevet mor og selv oplever den kærlighed, hun oplevede, da hun fik mig og min bror.

Jeg savner hende tit, men sorgen er heldigvis for længst væk. Selvom det ikke nytter noget, så tænker jeg tit over, hvordan vores liv ville have været, hvis hun havde været her i dag. Hun ville have været lykkelig og stolt over Nicholas. Han var blevet rå-forkælet. Hun ville have været en nærværende mormor, og det savner jeg hver dag. Det er min største sorg, at hun ikke nåede at møde ham, og at han aldrig kommer til at møde hende. Hun mødte heller aldrig Allan. Jeg er sikker på, at de to ville have haft det skønt sammen. De ville have haft så meget mere end mig til fælles, det ved jeg.

Hun ville have kunnet holde sammen på vores familie. Det har jeg ikke formået. Min far bor 110 km væk, og min bror ser vi aldrig mere. For 12 år siden mistede jeg min mor og uden at vide det dengang, mistede jeg også resten af min familie den aften. Det skete selvfølgelig ikke netop dén aften, men det startede den aften og er blevet sådan siden.

Vi var oppe på kirkegården i dag. Som det altid går, så var det blevet mørkt, men det gør ikke noget. Jeg elsker kirkegården i mørke. Den første tid efter min mors død var jeg tit på kirkegården i mørke. Så stod jeg der i mørket og kulden og sneen og græd. I dag brugte vi meget tid på at jagte Nicholas, fordi han pilede rundt på kirkegården. Men vi fik sat både blomster og et lys til min mor.

Og hvad siger man så? Altså … man kan jo ikke sige tillykke, vel? …  Tillykke, du har været død i 12 år? Det går ikke. Vi blev enige om, at det nok snarere var noget i retning af ‘sur røv!’. For det er virkelig det, det er – sur røv, at hun ikke er her mere!