Snemesis

Jeg skal lære at holde min bøtte. Fredag føltes det som forår, jeg skrev kækt om forår på bloggen, og lørdag tog jeg billeder af en erantis og en vintergæk og ignorerede de tunge skyer i horisonten, for hey, det er jo forår! Vi var på legepladsen en halv times tid, så blæste det op. En iskold polarvind og prikkende modbydelig slud fordrev os fra legepladsen. Ramt af snemesis, øv bøv.

Og så gik resten af weekenden ellers med sne, hygge, slud, vandpytter, god mad, våde flyverdragter, hygge, tynd mave, hoste plus det løse. Lørdag var træningsfri dag – og godt det samme, for mine kræfter var ikke til det. Men søndag aften var jeg tilbage i fuld styrke, og jeg fik trænet ryg, skuldre, biceps og ben inden klokken var 22, og jeg blev nødt til at holde fyraften for ikke at genere træningskælderens overbo.

Rent faktisk var der tale om en kanon omgang træning begyndende med 30 gode og hurtige minutter på cross traineren. Og efterhånden som jeg begynder at træne, dukker mine gamle favoritøvelser op i hjernebarken. I går lavede jeg military press … auuv!

Natten til mandag blev en af de lange; Nicholas stod op 2:30, og han kartede rundt i vores seng, indtil han blev træt af os og gik ind og lagde sig til at sove i sofaen i stedet for. Da jeg så mig i spejlet klokken 5:55, lignede jeg noget der var løgn.

Udover akut søvnmangel havde jeg også fået øjenbetændelse, så mine øjne var rødsprængte, og mine øjenomgivelser om venstre øje var så hævede, at jeg havde en 10 cm lang dyb plovfure (!) under øjet, og mit øjenlåg dækkede helt mine øjenvipper og hang ned i mit øje. Plovfuren gik helt ned midt på kinden. På samme tid fascinerende og lidt skræmmende… Måske er det et godt billede af hvordan jeg ser ud på en god dag som 90-årig?

2 Comments

  1. Ha ha, jeg tænkte faktisk at du var en smule modig i dit sidste indslag, men måtte jo samtidig give dig ret. For hvem havde troet at en dejlig, lun solskinsdag skulle konverteres til bidende polarfrost over en weekend??? Nu er det bare frem med det ekstra lune vintertøj og skisokkerne;)

    Like

    1. mammalade's avatar Gitte K siger:

      … men når det nu SKAL være, så er det da helt fantastisk vintervejr lige nu. Altså med frostklar luft, høj sol og bleg isblå himmel .. Jeg synes, at det er helt fantastisk!

      Like

Der er lukket for kommentarer.