Jeg bliver 40 om 2 uger, og jeg har allerede købt flag, pink serpentiner og servietter med cup cakes på. Jeg har hørt en del om midtvejskriser, men jeg føler ikke at der er noget særligt over at blive 40 år. Det er hverken deprimerende eller euforiserende. Det er bare hyggeligt, fordi det betyder fødselsdag, flag, gæster og gaver.

Den 40 års fødselsdag jeg husker bedst, er min mors. Den aften var jeg 10 år, og min mor var på diskotek med min friske fætter, min gravide tante og fulde onkel, der faldt i søvn op af en højttaler. Det er den eneste gang, jeg har oplevet, at min mor var på diskotek, og jeg syntes faktisk, at det var ret fedt at kunne fortælle i skolen om mandagen, at min mor havde været på diskotek. Måske derfor synes jeg, at 40 år er no big deal, fordi min mor var så cool omkring det.

Begrebet ‘midtvejskrise’ mere end antyder, at jeg nu er midt i mit liv – og i krise. Men hvem siger, at jeg bliver 80 år? Da min mor var på diskotek dengang var der kun 18 år tilbage af hendes liv. Det vidste hun ikke, lige som jeg heller ikke ved, om jeg er midtvejs.

For mig er det noget mærkeligt noget at gå i krise over: At være midt i livet. For det er fedt at være lige her midt i livet. Med masser af erfaringer, oplevelser og kærlighed under kasketten. Der er ikke meget, jeg ville have gjort anderledes.

Bare en enkelt ting: Jeg ville have fået flere børn, hvis jeg havde vidst, hvad jeg ved nu! Og netop dét er min eneste indvending mod at blive 40 år. Det er ikke umuligt at få børn, men det er sværere end for bare 5 år siden, men jeg har tænkt mig at gøre mit til at øge befolkningstallet, trods dårligere odds.

Og så en anden ting; gør mig en tjeneste og lad være med at trøste mig med, at 40erne er de nye 20ere. Det er de ikke, og det bliver de aldrig. Spørg bare en 21-årig om hun hellere vil være 40 – der har du svaret!

Og nej, jeg er ikke 18 år med 22 års erfaring!