Lad være med at skabe dig!

Åh, den er svær i øjeblikket. Vores farvel-stund i børnehaven. Det startede i går. Indtil i går har der ikke været noget problem. Han gider normalt nærmest ikke at sige farvel til mig, for han har travlt med at lege med sine venner.

Men i går løb tre af de store drenge efter ham i samme øjeblik, jeg havde sagt farvel og var på vej ud af døren. De jagtede ham ned i et hjørne og skubbede ham omkuld, mens han skreg op. ‘Hans’ pædagog fik straks stoppet dem. Nicholas kom forskrækket og storvrælende hen til mig med opstrakte arme. Jeg scoopede ham op og trøstede ham lidt, men han var helt ude af den. Han sagde, at han var bange, og han græd som pisket.

Jeg fik ham beroliget, men han ville ikke slippe mig bagefter. Og da jeg så sagde, at jeg ville gå, så brød han helt sammen. Jeg har aldrig set ham sådan, og jeg tænkte, at jeg ikke måtte trække det ud, så jeg gav ham til hans pædagog, sagde farvel til ham og skyndte mig ud.

Hun stod med ham i vinduet, og jeg gik hen og vinkede. Dårlig idé. Han var helt knust, og jeg gik væk, mens jeg glad smilede og vinkede. Jeg hørte ham skrive ‘MOOOOR … MOOAAAR!’ efter mig, og tårerne brændte i mine øjne.

Jeg ringede en times tid senere for at høre hvordan det går med ham, og det gik helt fint. Han var glad nu.

Vi aftalte en tid til en samtale, for der er problemer med hans temperament. Han reagerer kraftigt, når han ikke selv kan bestemme, fx når han skal skiftes, når han skal have flyverdragt på eller når de skal spise frokost. Han vil selv bestemme, og han knalder helt ud, når andre vil bestemme og afbryder ham midt i noget.

Lederen sagde, at han ikke er en glad dreng. Nogle gange er der ikke problemer med at han omstiller sig, men det fylder meget når han knalder helt ud. Jeg kender det jo fra mig selv, når han knalder ud. Det kan suge al livskraft ud af en på ti sekunder, når han kaster sig skrigende og sparkende rundt.

Men at han ikke er en glad dreng… Åh, det smerter mig. Vi oplever ham jo som en glad dreng herhjemme…

Jeg arbejder meget med det at undgå eksplosioner. Blandt andet derfor giver jeg ham flyverdragt på hver morgen, selvom vi kun skal gå udenfor i 5 minutter. Han skal trænes i de ting, hvor han føler, at han mister kontrollen. Han skal trænes i sceneskift. Jeg prøver at forberede ham på, at om lidt skal der ske et sceneskift; at vi skal spise, at vi skal ud eller han skal skiftes. Når jeg forbereder ham, så er det som om han lidt efter lidt accepterer, at der skal ske et sceneskift, og så protesterer han mindre end hvis jeg bare tager ham op og går med ham.

Når det er sagt, så er det ikke altid, at det lykkes, og så står jeg med et barn, der knalder helt ud og som jeg næsten ikke kan holde. I de situationer er det ikke ham, jeg skal arbejde med, men først og fremmest mig selv.

Jeg gentager nemlig mine forældres måde at tackle mig på. Jeg kan høre min fars stemme komme ud af min mund: ‘Lad vær’ med at skabe dig, Gitte!’, ‘ Hold op med det pjat, barn’, ‘Hold så op med det hysteri, jeg gider ikke høre på dig’ – velvidende, at netop dén attitude hos mine forældre gjorde mig endnu mere vred og umulig.

Så bliver jeg vred på mig selv, for jeg burde vide bedre. Jeg ved nøjagtig hvordan det føles, når man får at vide, at man skal lade være med at skabe sig. Man bliver sgu da bare endnu mere vred, fordi ens følelser bliver lodret afvist!

Det gør Nicholas også, det er lige præcis den reaktion jeg får fra ham. Han tænder helt af, jeg bliver endnu mere vred og lukker af og skynder mig at afslutte bleskiftet og sætter ham ned, så han kan gå væk, og jeg kan få fred. Superdårlig løsning, og jeg ved det med det samme bagefter.

Det er som om jeg har en eller anden form for nedarvet reptilhjerne, der tager over, når situationen tilspidses. Det er som om jeg uden at tænke over det kopierer mine forældre, selvom jeg ved bedre. Det irriterer mig grænseløst. Jeg vil gøre det bedre.

Jeg vil jo rumme ham og ikke skubbe ham væk! Hans adrenalin fræser rundt i kroppen på ham, og det eneste, der hjælper ham, er ro ude fra. Fra mig. Ro, opmærksomhed og fysisk berøring, så klinger raseriet af. Jeg ved det jo, for når jeg ind i mellem formår at hæve mig over reptil-stadiet, så kan jeg faktisk godt få ham beroliget igen. Det er det, der virker, og det er det, jeg gør fremover. Basta!

I morges blev han ulykkelig igen, da jeg skulle gå. Efter en ellers god, sjov og dejlig morgen med masser af kram, kys og grin, så blev han så ulykkelig, da jeg gik. Dog ikke helt så knust som i går, men han ville ikke slippe mig.

2 Comments

  1. Frederikke siger:

    Vores børn er vores spejl. På godt og ondt. Der er i perioder rigtig meget at arbejde med i forhold til en selv, og det kan indimellem føles som om, at man er på vej op ad bakke… for man ved jo godt, at det ikke nytter noget og alligevel gentager man det igen og igen.

    Og man er altså mig.

    Gustav ligner mig rigtigt meget. Mere end vi begge vil indrømme og jeg har svært ved at indrømme det fordi Gustav spejler skyggerne i mit liv. Svaghed. Så når han uden varsel begynder at tude torsdagen morgen, fordi han kommer i tanker om at det er gymnastikdag – så har jeg så usigeligt svært ved at rumme det og ham. Jeg bliver voldsomt irriteret på ham og nedgører dybest set de følelser, som han står med. Fordi jeg ikke helt ved hvordan jeg skal tackle det og måske også et og andet sted synes, at det er noget pjat.

    Situationen er bare den, at det ikke er noget pjat i Gustavs verden. Det fylder alt og det er absolut ikke godt for hans selvværd, at jeg ikke vil rumme og anerkende.jeg VED det godt og jeg kan stå og have tanken, at det her IKKE er godt for ham og alligevel kan jeg ikke slukke for automaten.

    Jeg hader det og jeg hader mig selv, når jeg opfører mig sådan.
    Jeg arbejder så meget med de ting i mit liv og jeg synes, at jeg er blevet bedre på mange områder – men på andre kan jeg bare mærke, at jeg ikke er der endnu.

    Det første skridt er vores refleksion. Det næste bliver at sætte handling bag. Det er det, som jeg synes er svært. For når jeg står midt i det, så har jeg alt i klemme.

    Like

  2. Gitte K siger:

    Åh, Frederikke … det er et dejligt, ærligt og svært svar. Tak for det! Jeg gik og troede, at jeg var alene om det, at det bare er mig, der indimellem er sådan overfor mit barn. Jeg skammer mig over det, for at være ærlig.

    Men første skridt mod at kunne gøre noget ved det, er jo at erkende, at jeg har et problem og så gøre noget ved det i en allerhelvedes fart.

    Det er rigtigt, at alt er i klemme, men jeg kan mærke på mig selv, hvor ‘galt’ det kan gå, når man føler sig afvist. Det er en følelse, jeg ikke ønsker, at Nicholas skal have allerede nu, og da slet ikke i relationen med mig, hans mor.

    Beskrivelsen af torsdag morgen gælder også her. Jeg reagerer – nogen gange – på samme måde, selvom jeg ved bedre. Det er som om det er en instinktiv nedarvet modreaktion, jeg har svært ved at slippe. Men jeg SKAL og jeg VIL!

    Like

Der er lukket for kommentarer.