Vi havde en god, langsom og hyggelig morgen, hvor Nicholas fik set Dora delvist sammen med mig. Vi sang alle tre ‘Se min kjole’ utallige gange hen over morgenbordet. Han fik lov at pjaske med vand på badeværelset, og vi skraldgrinede og hyggede os, mens jeg gav ham frisk hale og tøj på.
Han ville have sin kuglelabyrint med, og da det er legetøjsfredag fik han selvfølgelig lov. Han strittede imod og græd, da jeg gav ham flyverdragt på og sagde ‘dumme børnehave’, men jeg fik beroliget ham. Han var glad, da vi gik ned – han spiste æble og holdt sin kuglelabyrint i den anden hånd.
Da vi kom ind i børnehaven, ville han ingenting. Han satte sig apatisk i sofaen og lod mig tage overtøjet af, støvlerne og give ham hjemmesko på. Og så gav han sig pludselig til at græde helt stille og krummede sig sammen til en lille kugle og gemte ansigtet i mit skød. Jeg aede ham over håret og lovede ham en sjov dag. Han var helt knust, han kastede sit æble fra sig og løb ud og vaskede sine hænder.
Vi gik ind til de andre på stuen, og jeg sad lidt med ham, indtil jeg gav ham til en af pædagogerne. Han skreg og slog og sparkede, og jeg skyndte mig ud.
Jeg havde glemt hans sut, så jeg skyndte mig hjem efter den. Jeg lagde den i en lille pose og var på vej til at stikke den ind gennem vinduet, da jeg så, at han sad ved bordet og grinede, så jeg dukkede mig hurtigt og krabbede hen til døren for at han ikke skulle se mig. Jeg gav sutten i posen til en af pædagogerne, som sødt sagde: ‘Se, hvor glad han allerede er!’
Og det var rigtigt. Han sad med sin kuglelabyrint og grinede, mens han viste den til de andre.
mammalade 
Ååååhhh hvor må det være hårdt at han er ked af det..
Når lederen af børnehaven siger: han er ikke en glad dreng.. Så HUSK at han har lige skiftet fra vuggestue – at alle mennesker har dårlige dage hvor de er triste – det sker altså også for små og meget unge mennesker!!!
Han synes måske det er svært at skifte rutiner og vaner – det kan jeg godt forstå. Men jeg kan også godt forstå at det er VIDUNDERLIGT derhjemme – og naturligvis vil han helst være hjemme og synge med mor og far istedet for at være i en ny børnehave hvor man sommetider bliver væltet af de store. Det ville jeg også!!
Han var stor i vuggestuen, nu er han lille i børnehaven – det skal han have tid til at vænne sig rigtigt til!
Og så skal man huske en ting – at det er okay at være ked af det.
Sådan er livet indimellem. Dermed ikke sagt at man ikke skal gøre noget.
Men han må gerne være ked af det – han skal bare vide at der er mennesker man kan søge trøst hos NÅR man er ked af det. Du holder jo heller ikke op med at være ked, bare fordi du får et knus? Eller et glas juice. Men dine følelser bliver anerkendt- og det er det vigtigste.
Han har måske ikke så meget sprog at han kan sige han er ked – du kunne evt. oversætte hans gråd? Sige: jeg ved godt det gør dig lidt ked at skulle i børnehave – jeg ville også være nervøs for et nyt sted – men der er en sød “Tobias” og søde pædagoger og far henter dig kl. dit eller dat.
Så har han fået dine ord på sine følelser. Og ved at du forstår ham. Måske kunne det hjælpe?
LikeLike