40, fuld & færdig – !

Jeg ville bare ønske, at jeg havde mere dejlig weekend til gode … Jeg er lige kommet hjem fra træning, klokken nærmer sig 23, jeg er træt og mæt af dejlige oplevelser med dejlige venner og familie. Jeg fik fejret fødselsdag i går med en god middag ‘med skønhedsfejl’, og jeg gik storfnisende i seng i en let rødvinsbrandert.

Vi lavede 2 tallerkener med kanapéer til at starte med, samt oliven. Til hovedret var der Bearnaise sauce, som Allan lavede helt fra bunden efter Bo Bechs opskrift. Fantastisk! Der til det helt klassiske 80er-sæt; culotte og franske kartofler. Jeg havde desuden lavet Jamie Olivers Roasted Potatoes.

Kartoflerne blev rigtig gode – efter en rum tid: De blev både forkogt og fik 1 time og 25 minutter i ovnen – og alligevel var de stadig rå inden i. Til gengæld havde stegen fået lige lovlig lang tid. Det er ingen hemmelighed, at vores ovn fungerer ikke optimalt, og den var tæt på at spolere vores middag.

Til dessert havde jeg lavet Eton Mess med hjemmebagte makroner. Det var en succes. Det smagte supergodt, selvom jordbærrene langt fra var smagfulde danske sommerjordbær. Nicholas var helt tosset med jordbærrene og spiste en kæmpe portion.

Bagefter gik vi ind i stuen, og Nicholas underholdt i bedste show-master-stil, indtil gæsterne gik hjem ved 21:45-tiden. Jeg lagde ham i seng, og han gik hurtigt omkuld. Det var så her, at jeg gik i køkkenet og under min oprydning fandt jeg resten af rødvinen på reolen. Der var et stor glas tilbage, og det snuppede jeg *hik*!