Ville ønske der var mere weekend på lager!

Da NC havde sovet middagslur, gik vi over på legepladsen, hvor vi bor. Da vi havde gynget lidt, begyndte det at regne, så vi mistede modet og undersøgte på Iphonen om der var et bibliotek i næheden, der var åbent. Vi fandt ud af, at Nærum Bibliotek er blevet lavet om til et selvbetjeningsbibliotek – med udvidede åbningstider. Vi besluttede os til at køre ud og se på sagerne.

20120318-222957.jpg

Det var bare totalt fedt. Det er et mindre bibliotek, men der er en stor børneafdeling med masser af bøger og legetøj. Nicholas fandt straks en stor kuglelabyrint at lege med – sjovt, så han elsker at flytte kuglerne rundt . Han bliver helt optaget af det.

Vi var derude en times tid, hvor vi legede med legetøj, kiggede på bøger og læste Cirkeline. Det er simpelthen alletiders, at vi kan tage på biblioteket nærmest når vi vil – der er åbent fra 7-21 hver dag.

Da klokken nærmede sig spisetid, besluttede vi os til at køre til Shangri-La i Virum og spise. Der er nemlig et børnehjørne, hvor Nicholas kan hygge sig, mens vi spiser færdigt. Vi bad om – og fik – et bord ved siden af børnehjørnet, så det var helt perfekt! Det kan i øvrigt helt klart anbefales!

Nicholas bestilte selv ‘juice’, da tjeneren kom. Æblejuice. Vi spiste i fred og ro. Nicholas sad med og smagte på det meste og kværnede temmelig mange rejechips, lidt ærter, majs, melon og ananas.

Vi mødte en af mine gamle skoleveninder og hilste på hendes søn, som var noget ældre end Nicholas. Ham og Nicholas hilste på hinanden, og det var tydeligt, at der var en connection.

Lidt senere kom han ned i børnehjørnet og så gik den glade leg. De to hyggede sig helt vildt, og Nicholas ville ikke med hjem. Da vi sagde, at det var tid til at sige farvel. “Bli’ her, gå vej!” sagde han vredt. Vi fik ham dog overtalt, og han gik glad med, da han fik lov til at gå hen og sige pænt farvel til sin nye ven.

Vel hjemme igen, kom han og bad om at komme i seng, og som Altid skulle han have sin kuglelabyrint med. Den er ikke verdens mest komfortabel sengekammerat, kan jeg hilse og sige. Jeg har fået den lige i skallen et par gange,

På denne måde sluttede vores weekend. Helt fantastisk. Ville ønske der var mere weekend på lager.

Om lidt, når Nicholas sover, vil jeg gå ned og træne. Har jeg fået fortalt, at der er røget et kilo mere? Jeg har tabt 6 kilo nu. Jubii!