Jeg er kun en enkelt gang blevet stillet det ‘forbudte spørgsmål’ ved en jobsamtale, men jeg har erfaret, at det er helt normalt at få stillet ‘det forbudte spørgsmål’. Flere af mine jævnaldrende medsøstre har fået stillet samme spørgsmål i mere eller mindre indirekte form.

“Nå, du er 40 år, og din søn er snart 3? Så skal I da snart have en til?”

Da jeg fik stillet spørgsmålet, var jeg ikke parat til at svare på det, for jeg havde forberedt mig på alle mulige andre spørgsmål end det. Så det blev noget væve-væve, nej-da-vi-skal-ikke-have-flere-børn-lige-nu-snik-snak, som formentlig stank af blafrende æggestokke omend det ikke var tilsigtet.

Jeg fik ikke jobbet, og det kan der så være 1.000 andre gode forklaringer på, men tilbage står, at jeg fik spørgsmålet under den indledende samtale, og det var i denne forbindelse, at der var mismatch mellem min potentielt kommende arbejdsgiver og jeg. Bortset fra det var jeg et perfekt match, fik jeg at vide.

Jeg forstår godt problematikken, når spørgeren er en mindre virksomhed, hvis overlevelse er afhængig af at en bestemt kunde skal blive i butikken. Så kan det være katastrofalt, hvis den nye person, som skal pleje denne kunde, kort tid efter trækker stikket ud for et år. Man kan selvfølgelig ansætte en barselsvikar, men det giver turbulens og uro i forholdet til kunden, og der er en reel risiko for, at kunden finder en mere stabil samarbejdspartner.

Ud over udsigten til at undvære en dygtig medarbejder i op til et år, kommer der udgifter til barsel, til en evt. vikar etc. Summen af det virker afskrækkende især på mindre virksomheder og stigmatiserer kvinder i alderen 26-42 år. Det er et problem, som ingen taler om.

Bevares, der er da gjort noget for at beskytte mod kønsdiskrimination af fødedygtige kvinder: Det forbudte spørgsmål er jo blevet forbudt. Det er bare fuldkommen illusorisk at forbyde spørgsmålet, for i stedet konkluderer arbejdsgiveren ud fra alderen på CV’et, hvorefter man modtager et vævende afslag, som man ikke helt forstår.

Uanset om man som kvinde i alderen 26-42 år får det forbudte spørgsmål eller der konkluderes ud fra CV’et, så risikerer man at blive stemplet som dødvægt i form af omkostninger til barsel, vikar, turbulens og generel uro. Det er naivt at tro, at det ikke foregår.

Ville jeg have foretrukket, at de havde set mit CV og valgt mig fra pga. køn, alder og 1-barns-status? Nej, jeg er glad for, at jeg fik chancen for at prøve at overbevise dem om, at jeg er et godt parti, selvom jeg er 40-årig mor til et barn. De blev i tvivl.

Samtidig er jeg glad for, at de valgte at være ærlige overfor mig, for jeg forstår deres beslutning. Hvis jeg var i deres sko, havde jeg gjort mig samme overvejelser. Jeg håber bare, at jeg havde været mere modig, men ærligt talt – det havde jeg nok ikke været ved udsigten til at risikere at tabe penge.

Jeg kender ikke løsningen, men jeg tror ikke, at tvungen delt barsel er vejen frem. Der vil stadig være 6 måneder uden en nøglemedarbejder plus en masse omkostninger. I mindre virksomheder, som lever af enkelte klienter er det ikke alene økonomisk kompensation, der vil hjælpe.

Den økonomiske mulighed for at ansætte en dygtig vikar er vigtig, vil jeg tro, og så er det lige meget om vikaren er der 6 eller 12 måneder. Men stadigvæk er det ressourcekrævende at ansætte en vikar og køre vedkommende ind. Det bliver aldrig easy-peasy, når en kvinde skal på barsel.

Tilbage står, at jeg har alle de ønskede kvalifikationer – det er jeg glad for. Men jeg har kun ét barn, og jeg er 40 år, og det er i nogles øjne ikke attraktivt. Ærgerligt for dem. Jeg leder videre efter den arbejdsgiver, som ser den samlede sum af mine kvalifikationer og min person som en mulighed, ikke en trussel.