I går ringede to af Nicholas’ børnehavekammeraters mor til Allan og spurgte, om Nicholas var frisk på en legeaftale i påsken. Jeg fik røret, og vi aftalte lørdag eftermiddag efter hans middagslur.

Det glæder jeg mig virkelig meget til, og jeg kan lige så godt indrømme, at jeg er ovenud lykkelig for, at han bliver inviteret. Det er formentlig alle forældres skræk, at deres børn ikke får nogen venner.

Fordi Nicholas ikke altid er en nem og stilfærdig dreng, har jeg ind i mellem i mit stille sind været bekymret. Særligt fordi der er flere, der mere eller mindre direkte har fortalt os, at ‘han jo ikke er let’, samt at han er ‘værre og fylder mere end andre drenge’. Det giver selvklart nogle stød i tilliden til, at han er let at elske for andre end os selv, selv når det bliver sagt af den barnløse tante, som kun ser børn i fjernsynet en gang i mellem.

Jeg er simpelthen så glad og stolt over, at han formår at vinde andres hjerter. Ikke bare vores. Vi er jo head over heels forelskede i vores lille temperamentsfulde charmetrold!