I lørdags var vi i Odense til ‘En dag med Thomas’ på Jernbanemuseet. Vi havde preppet Nicholas grundigt hjemmefra i ugen op til, så han var forberedt, og han glædede sig.

Vi glædede os også og var overhovedet ikke forberedte på, hvor rædselsfuldt det ville blive. Arrangementet var perfekt. Der var ikke vildt mange mennesker, og der var mange forskellige aktiviteter i børnehøjde, så selve arrangementet var supergodt, men det var absolut ikke noget for Nicholas.

Han skreg allerede inden vi kom ind på museet. Han var helt ude af den, og han løb væk fra os på vej fra parkeringspladsen og over til museet. Han lystrede overhovedet ikke, og han skreg, når vi stoppede ham. Han slog, sparkede og skreg ‘av av av’ og ‘hjælp hjælp hjælp’.

Allerede der skulle vi have kapituleret og være taget hjem, for det var doomed til fiasko allerede fra starten. Vi skiftevis forsøgte at trøste ham, skælde ham ud og så ellers slæbe ham skrigende og sparkende med. Intet virkede. Det bidrog bare til endnu mere skrigeri. Han benyttede ethvert ubevogtet sekund til at løbe sin vej.

Han ville gerne prøve mini-toget, så vi stillede os i kø. Det var ikke nogen lang kø, men det føltes som 130 år, før det var vores tur. Nicholas stak af et par gange, så jeg måtte efter ham, og han masede sig frem i køens, så jeg måtte undskylde og puffe mig frem for at fange ham, før han løb ud på skinnerne.

Vi stod af toget, og han løb ind på museet og forsvandt bag togene, der var udstillet. Jeg fandt ham inde i et tog, hvor han hoppede op og ned på et fint plyssæde. Vi gik ud, og han fandt et modeltog, der kørte rundt. Så stod vi der, og jeg pustede ud og spiste et par panodiler, for mit hoved var ved at eksplodere.

Vi var afsted sammen med gode venner, som havde deres jævnaldrende søn. Selvom Allan og jeg var fuldt beskæftigede med at holde styr på vores afkom, kunne jeg godt se, at de havde en hyggelig dag med deres søn, som bare så ud til at nyde det hele.

Da vi gik ud for at se Thomas Tog i fuld størrelse gik Nichoals helt amok, fordi toget larmede og dampede. Han skreg, slog og sparkede og flygtede ind på museet igen. Jeg løb efter ham. Han var rasende og skreg ‘væk, mor, væk, hjælp, hjælp’ og ‘av, mor, av, mor’.

Vi nød ingenting. Hverken Nicholas eller os. Det var skænd, råben og løben efter Nicholas. Da jeg stod i kø og var ved at bestille mad, bad jeg ham blive hos mig. Og så var han væk. Jeg havde lige bestilt og stod med drikkevarer i favnen.

Jeg smed dem og mit dankort og løb efter Nicholas. Det gik op for mig, at jeg end ikke kunne huske hvilket tøj han havde på, så jeg ville ikke kunne beskrive ham for politiet! Allan fangede ham heldigvis i den anden ende af museet, og han fik en skideballe, fordi vi var blevet så forskrækkede.

Vi gik tilbage for at spise, jeg stod og betalte, og så var han væk igen. Denne gang kom han dog ikke langt, men jeg var ved at sætte mig til at tude. Jeg kunne ikke mere. Jeg rystede over det hele.

Jeg er jo ikke blind. Sammenlignet med alle de andre børn, så var Nicholas totalt afvigende. Vi kan ikke sidde ned og spise. Vi kan ikke gå rundt sammen. Vi kan ikke have det sjovt sammen. Det var så rædselsfuldt, og jeg skammede mig bare sådan.

Vi fandt en flig af fred og ro i legerummet, hvor der var brio baner over det hele, men selv der var han konfrontationssøgende eller forsøgte at stikke af.

Det er jo bl.a. mig som mor, der burde vide, hvad der foregår med min søn, men jeg forstod det simpelthen ikke. Jeg havde forestillet mig, at han ville have syntes, at det var alletiders med Thomas Tog, men han hadede åbenbart hvert eneste sekund. Det havde jeg ikke forudset.

Nu er det en uge senere, og jeg kan se flere ting, som jeg føler, at jeg burde have indset på forhånd: for eksempel havde han undværet mig fra tirsdag aften til fredag morgen, hvor vi så skulle pakke og afsted til Fyn, hvor vi skulle sove et fremmed sted og være tæt sammen med hans ven og hans forældre.

Det er rigtig meget nyt og utrygt og anderledes på en gang. Det er åbenbart nok til at vælte ham. Jeg ved godt, han ikke er god til uforudsigelighed, men er en lille rutinenørd. Jeg føler, at jeg burde have forudset, at der kunne opstå problemer.

Han kan ikke omstille sig, og han reagerer ekstremt kraftigt, når han ikke selv kan bestemme, og vi kan ikke nå ind til ham eller aflede ham. Vi prøver at forstå, prøver at føje ham, prøver at trøste, prøver at lade ham være, prøver at tvinge ham med, prøver at skælde ham ud – men intet virker. Vi kan ikke nå ham, når han har det sådan.

Det er dræbende, stressende og ikke mindst vildt skræmmende, for vi ikke kan nå ham, og fordi vi faktisk ikke kan kende ham. Det værste er, at vi heller ikke kan se på vores venners børn, at de reagerer så kraftigt på forandringer, så vi føler, at det er os, der er dårlige forældre, som gør noget galt.

Det føles som om andre familier er et sammentømret team, mens vi overhovedet ikke kan holde styr på vores søn. Det er så ufedt at blive blussende rød af skam og stå med tårer i øjnene overfor fremmede mennesker, når min søn knalder fuldstændig ud uden at jeg kan gøre noget for at stoppe det.

Da vi sad i bilen efter to timer i helvede, forlod al energi min krop, og jeg ved, at Allan havde det på samme måde. Jeg fik også råbt og snerret af ham under al stresset med at holde styr på Nicholas.

Jeg skammede mig sådan over det cirkus, vi havde udsat vores venner for. Hvad mon de ikke tror om os? Samtidig er jeg ked af, at de skulle opleve Nicholas sådan, for han er sådan en sød, fin, følsom, klog og opmærksom dreng, når ikke det går galt.