Endnu et villigt offer for Pester Power!

Nu arbejder jeg jo med marketing, og dengang jeg læste HD (A) havde vi om begrebet Pester Power. Det grinede jeg meget af, for dengang virkede det absurd, at en meter umyndigt menneske uden dankort skulle styre indholdet i indkøbskurven. Man lærer så længe man lever, og en ting er teori, en anden er praksis. Her følger definitionen på pester power, og så er jeg sikker på, at du kender til det, hvis du har børn:

Pester power is the ability that children have to make their parents buy things by asking for them again and again.

De fleste af os vil nok sige, at vi er gode til at sige fra. Hånden på hjertet; vælger du den type pålæg/morgenmad/frugt/brød/slik/legetøj, du vil have – eller det dit barn vil have? Gider du slås med poden for at få ham til at spise øko leverpostej, når han foretrækker den, der har orange etiket på og hedder noget med ‘billig’ eller ‘super’?

Der spekuleres i pester power. Over alt. Big time. Det bedste og mest effektive medie er nemlig barnet. Det er den direkte vej til forældrenes dankort. Reklamer, placering, produkt – hele pakken er udformet til at påvirke barnet, som så udøver pester power på forældrene. Alle ved, at forældre har svært ved at sige nej til deres børn. Til gengæld zapper de samme forældre væk fra TV reklamerne, klikker sjældent på bannerreklamer og læser meget få blade og aviser.

Hvorfor tror du, der i dag findes legetøj i supermarkederne? Slik er også mere kulørt og spraglet i en meters højde end i 175 cm højde. Og så er jeg slet ikke nået til Fætter BR eller bare det væld af TV-reklamer, samt figurer fra TV, som man kan købe som dukker, tøj eller på dvd. Henvend dig til ungen, så følger pengepungen med (moren/faren).

Jeg kender begrebet og teorien bag pester power, og med min viden burde jeg jo overhovedet ikke være til fals for slige marketingmetoder. Men det virker. Også på mig. Jeg har aldrig før købt så meget leverpostej, kiks, knækbrød, ketchup osv osv. Alt sammen af det foretrukne mærke, da der ellers vanker en lodret afvisning, og varen ender i affaldsposen. Jeg har normalt substitueret til et andet mærke, hvis min favorit ikke var tilgængelig, men nu prøver jeg at få mærkevaren i et andet supermarked. Jeg går med andre ord (eller kører) til et andet supermarked, hvis vi er løbet tør for Nicholas’ favorit-kiks!

Kun 2 år gammel sad han med forbavsende lange arme i indkøbsvognen og hev produkter ned i vognen – produkter, som han havde set og smagt en eller to gange før, men som han bare ville have mere af. Det er jeg imponeret over – at han i så tidlig en alder husker og afkoder hvilke produkter/mærker, han har præferencer for.

Så føles det som om at det marketingarbejde, vi brand managers lægger for dagen i alverdens marketingafdelinger ikke er spildt. Det er ikke spild, når vi kæler for detaljen på produkt, design, markedsføring m.m., når selv et 2-årigt barn kan genkende sine favoritter. Det er ret fedt (jaja, fagnørd …)!