Aften i Østrig

Vi fik en superfin morgenmad på Hotel Krone i Gossweinstein, før vi kørte. Uden gps var vi aldrig kommet derfra igen, for vi var in the middle of nowhere.

Gps’en ville konstant have os ned ad ‘unavngivet vej’ med grusbelægning eller ingen belægning, men blot to hjulspor i det høje græs. Vi valgte at holde os til de asfalterede veje, og vi kørte og kørte af små bitte veje gennem små bitte landsbyer med tyrolerhuse.

Det var fantastisk vejr, og det var et fantastisk smukt landskab, så det var en skøn tur, gps’en fik os ud på. Det frankiske Schweiz kalder de det.

Til sidst nåede vi motorvejen og satte kurs mod Munchen. Der var 3 timers kørsel til Westendorf i Østrig, men vi kørte i kø det meste af vejen, så det tog næsten 5 timer.

Nu er vi her. Det er sengetid, og vi har siddet på altanen og set solen forsvinde over bjergene. Mørket er tykt, og det smukke landskab er helt pakket ind i en sort dyne.

I morgen bliver det atter små 30 grader varmt, og vi skal i det lokale friluftsbad. Med vores nyindkøbte blå og hvide badehætter, iflg østrigsk lov. Jeg tør vædde på, at der er flere der dør af grin i Østrig end der drukner. Hold kæft, de er grimme, vores badehætter!!