Halløj på bjerghotellet

Vi forlod Berlin efter morgenmaden og satte kursen sydpå ad motorvejen. Vi skulle køre 400 km, før vi nåede vores hotel i Gossweinstein. Jeg havde fundet hotellet ved at dele turen fra Berlin til Westendorf i to og så finde et hotel nær halvvejspunktet på nettet.

Det var Hotel Krone i Gossweinstein i Bayern. Heldigt, at vi havde gps. Uden internet og gps ville det hotel ikke have en eneste gæst, er jeg ret sikker på.

Vi drejede fra på motorvejen og sagde dermed farvel til civilisationen, som vi kender den. Vi kørte. Og kørte. Og kørte. Ad små snoede veje op og ned af bjerge. Gennem små bitte landsbyer og øde marker og skove. Uden gps var vi væk.

Da der var 900 meter til hotellet gik det nærmest lodret op. Et skilt sagde 18% stigning. Godt nok har vi en god bil, men den stigning var lige et nummer for frisk, så vi valgte at køre en anden vej.

Det var en længere omvej, men til sidst stod der Gossweinstein på et skilt, og en lille idyllisk landsby med en lille borg knejsende højt oppe på en bjergside åbenbarede sig for vore øjne.

Der var alpehuse med tyrolerpelargonier i alle farver i blomsterkasserne på begge sider af de smalle krogede gader, og til sidst stod der Hotel Krone på et kaf de ret mange hoteller i byen.

Vi meldte vores ankomst hos en ekstremt genert og ret løjerlig tjener, der ikke forstod et kuk af, hvad vi sagde. Hans chef, ejeren af hotellet, kom til, og hun forstod hvad vi sagde. Den løjerlige tjener bad hun om at vise os til værelse nummer 4.

Han så en kende uforstående og forvirret ud og gjorde tegn til, at vi skulle gå med ham. Han spurgte os, hvilket værelse vi skulle have, selvom hans chef havde sagt det til ham to gange. ‘Vier!’ sagde jeg og han sagde ‘Drei? Sechs?’ og jeg tænkte, om han mente, hvor mange vi var, men opgav at snakke yderligere med ham.

Vi gik ud af hotellet og af en gyde op bag hotellet, hvor der lå et andet gasthaus, hvor vi af snørklede trapper gik i gåsegang helt op under tagskægget til et værelse, som var meget spartansk nyindrettet i 1962. Kønt var det ikke, stort var det heller ikke, og vi havde aldrig fundet det i 1962, før internet og gps.

Vi gik ned for at spise middag og det mindede mest af alt om en scene fra Halløj på Badehotellet. En pige med bøjle på tænderne kom hen og spurgte hvad vi skulle have, og jeg spurgte om ‘Retenbraten’ var okse, svin eller fjerkræ, og hun svarede ‘da weiss ich nicht’ og blev stående. Ikke noget med at tilbyde at finde ud af det eller følge op. Vi bestilte så en bøf, for hvor galt kan det gå?

Og så bad jeg om at få betaling for middagen slået sammen med betalingen for værelset. Da jeg sagde ‘Raum’ slog den løjerlige tjener en høj nervøs latter op og så ‘Raaum? Rooooom?’. Han fattede intet.

Han hentede den anden tjener, hende med bøjlen, og sagde ‘Raum? Room? Bezahlen? Zusammen?’. Det fattede hun naturligvis ikke en meter af, så de måtte hente deres chef, og hun forstod på under et sekund, hvad jeg bad om, og så fik vi lov at betale det hele samlet.

Vi bestilte også en æblesaft til Nicholas. Jeg bad specifikt om,at den skulle være sød og uden bobler, og den løjerlige tjener fra før sagde ‘Ohne Gas? Aah, Saft?’ hvortil jeg nikkede henrykt. Nicholas fik sin æblesaft og spyttede den ud som om det var gift. Saften var med kulsyre og var pivsur.

Bøfferne havde fået et kvarter for længe. De var grå, tørre og skamstegte, men kødet havde været godt.

Vi bestilte dessert ovenpå de vindtørre bøffer, og selvom vi udpegede desserten i kortet, var vi ikke overbevist om, at vore løjerlige tjenerven havde forstået, så da han var gået, gik Allan efter ham, og det viste sig, at han havde taget fejl. Allan måtte forklare 3 spejlblanke personer hvad vi skulle have. Det virkede. Vi fik det rigtige.

Manden ved det næste bord opgav efter en rum tids parlamenteren at forklare sine ønsker til tjeneren, og han tog blokken fra ham og skrev selv deres bestilling ned. Det var nok det sikreste.

Jeg fik naturligvis grineanfald, så jeg var ved at trille ned af stolen af grin. Det var så skægt. Absurd. Nicholas sad og råbte alle forbipasserende an, og det var en skøn skøn aften. Vi var i højt humør, da vi gik tilbage til vores tagværelse.