Da jeg var barn kørte vi ofte på bilferie i Tyskland, og min mor brokkede sig altid over maden på rastepladserne. Hun blev hurtigt dødtræt af skamstegt kød og stiv fedtet sovs med det obligatoriske bjerg af pommes fritter on the side. Vi unger syntes bare, at det var herligt med pommes fritter til alle måltider, så simple var vi!

Da vi i sommer kørte ad Autobahn med næsen mod Østrig skulle vi jo holde nogle pauser undervejs og have noget at spise. Efter meget kort tid on the road hørte jeg mig selv øffe over det mildt sagt sølle udvalg. Som min mors ekko.

Og så strejfede det mig, at mens vi i Danmark i hvert fald nogle steder har haft lidt af en madrevolution, hvor ingredienser fra både det internationale og oldnordiske køkken kæmper om pladsen på middagsbordet, og hvor der er langt mere fokus på sund og grøn mad, så er maden i Østrig og i dele af Tyskland stort set den samme som i 1983 og tidligere.

I Berlin og Hamburg er køkkenet langt mere internationalt, varieret og grønt, men jo længere væk fra storbyerne, vi kørte, jo mere oldschool og usund blev maden.

Særligt vores kulinariske oplevelser on the road var meget triste. Vi havde ikke forventet de store kulinariske oplevelser, men vi blev dog overraskede over den lave standard, som da vi for eksempel kørte væk fra motorvejen og besøgte en klassisk tysk kro.

Det grønne islæt på tallerkenen er en dusk persille. Grøntsagerne er rösti, kartoffelkroketter eller pommes frites. Sovserne er tykke, stive og opbagte. Kødet er skamstegt eller paneret/friturestegt. Tit smager kødet/fisken/kyllingen/pommes fritterne fuldstændig ens. Det internationale pift på menukortet er oftest pasta med tomatsauce.

I Østrig er køkkenet meget klassisk. Kød, sovs, pommes frites, pasta. Punktum. Det er der ikke noget i vejen med på en kortere ferie, når det er veltilberedt af gode råvarer, som det var på vores hotel – og med tilhørende salatbar. Men det er bare ikke særlig varieret og sundt.

Uanset hvor vi kom hen (udenfor Berlin) var børnemenuen også den samme; schnitzel med pommes frites, kyllinge nuggets med pommes frites og spaghetti med tomatsauce. Hvad med noget så simpelt som gulerodsstave, agurkebidder, majs, ærter, kogt kartoffel, en frikadelle eller en god Bratwurst?

Siden 1983 er der dog nogen, der har tænkt lidt grønt ind i menuen, for de fleste restauranter langs Autobahn har nu en salatbar. Uanset hvor vi stoppede for et måltid var salatbaren rippet for indhold, så det må da antyde en vis succes hos gæsterne.

Det undrer mig bare, at man ikke er mere ambitiøs i de kæder, som serverer tusindvis af måltider hver dag. Har de smagt deres eget produkt? Oplevet deres egen restaurant? Spørger de sig selv; gør mit produkt en forskel for forbrugeren? Mindes forbrugeren måltidet hos os med glæde eller gru?

Svaret er helt sikkert nej!