Tømmermænd?

Solen er gået ned over 1. januar. En herlig dag hvor højdepunktet var frokost på Den Gyldne Måge. To gavekort har hængt på køleskabsdøren siden i sommer, og hvilken anden dag end 1. januar indbyder til at hænge ud på McD?

Jeg kan kun sige, at jeg elsker McD. Ikke så meget for deres mad, men for deres legerum, fordi der er højt til loftet og fordi der er masser af legekammerater. Det hjælper også ganske meget på det, at der var gratis kaffe og røde balloner.

Vi bestilte intet til Nicholas, men menuer til os selv, og så sad vi sammen med alle de andre ufriske forældre med ondt i hårrødderne og holdt øje med überfriske børn, der knoklede rundt i legerummet.

Nicholas sad ikke ned i to sekunder ved bordet men legede fange med de andre børn. Vi hørte hans perlende latter og kommandostemme og vidste, at han havde en fest!

Farvel og ‘tak’ til 20træls. Man skal altid passe på med at udråbe et år til annus horribilis, for om 10 år kan man risikere, at netop 20træls aka 2012 var det virkelig gode år.

Udover uvisheden omkring Nicholas, fyring, konkurs, jobsøgning, slutspurt på Allans studie, forsvindende venner og familie etc, var der også virkelig gode stjernestunder; for eksempel vores fede sommerferie i Berlin og Østrig, samt vores ture til Timmendorfer Strand, Legoland og Fyn.

Min 40 års fødselsdag blev aflyst, fordi jeg fik en fyreseddel. Jeg blev genansat bare for at blive fyret igen, da firmaet omsider gik konkurs. Jeg var arbejdsløs i noget nær en uge, før jeg startede på mit nye drømmejob, og det viste sig, at fyresedlerne var den bedste gave, jeg overhovedet kunne få!

Konkursen betød, at vi havde banken på nakken i 4 måneder, fordi min løn udeblev. Det var rimelig stressende, for vi kunne intet gøre – vi havde bare ingen penge. Vi slagtede til sidst Nicholas’ opsparing for at klare den. Det var ikke ubetinget fedt, men lærerigt. Der er meget, man kan spare på, som man ikke lige overvejer.

Og det må vel være lektien her på årets første dag. Allan afslutter sit studie i denne måned, og så skal han ud og finde sig et job. Det er slut med SU, han er ikke berettiget til dagpenge, fordi han er nyuddannet, så vi skal spinke og spare lidt endnu 🙂

Men vi tror på 2013. Det bliver godt, kan jeg mærke!

Men hold nu op, hvordan i himlens navn kan jeg få ondt i hovedet af rødvin, pink champagne og et par Bailey’s??

20130101-182723.jpg

One Comment

  1. Frederikke siger:

    I har hygget jer. Det er jeg ret sikker på. I holder vi nytår sammen 😉

    Like

Der er lukket for kommentarer.