Weekendtravl weekendhygge

Allan er ved at lægge sidste hånd på sin hovedopgave, så han smutter afsted med sin gruppe lørdag formiddag klokken 11 og er først tilbage til sengetid. Samtidig har jeg rigeligt at se til på jobbet, da vi har salgsmøde onsdag og torsdag, så jeg har en stor bid arbejde, jeg skal have fod på i løbet af weekenden.

Jeg er hverken helt eller halvt færdig med mine salgsmødeforberedelser. Jeg havde planlagt at arbejde efter sengetid i juleferien, men fordi jeg var syg hele julen, blev det ikke til noget. Og de 3 arbejdsdage i denne uge blev til 2, fordi jeg måtte lægge mig syg.

Tid er en mangelvare, og klokken tikker. Jeg har ikke udsigt til at blive 110% klar til det salgsmøde, og det vil jeg bare så gerne. Jeg er i gang med at klippe hæle og tæer, skære hjørner af, samt hoppe over i flot stil, hvor gærdet er lavest. Rimelig stressende, men jeg vælger at abstrahere fra det og acceptere, at jeg gør det så godt jeg kan. Sådan bliver det bare. Punktum.

Så jeg har computeren stående på køkkenbordet og arbejder, mens jeg laver mad, og når jeg ellers har et øjeblik. Samtidig er jeg fast besluttet på, at Nicholas skal have en sjov weekend, for det her forældreskabte kaos er jo ikke hans skyld, og hvis han er glad, så er vi alle glade 🙂

Så vi spiste allesammen morgenmad hos farmor og bedstefar lørdag morgen, og så tog Allan afsted til opgaveskrivning med sin gruppe. Nicholas ville hverken med ud at handle eller med hjem. Så jeg handlede alene og var i Igen på Sorgenfri Torv, hvor jeg fandt to hjerteskåle fra Le Creuset til 35 kr. Elsker dem, har 10 i forvejen – de er perfekte til at bage blødende chokoladekage i til dessert.

(jeg fandt også en helt ny ulden rød jakke fra Burberry til 50 kroner. Den sad nu ikke så godt, at jeg ville købe den, men det er måske noget for dig?)

Jeg fandt også IKEA plastickrus. Og de var til salg enkeltvis, så vi slap for tøsefarverne, som Nicholas ikke gider bruge. Nu har vi 6 blå krus. Perfekt!

20130106-125712.jpg

Vi tog hjem og sov til middag, da vi havde spist frokost. Da vi vågnede, havde vi ingen planer, men jeg fik sat en legeaftale op, og så var hytten fuld af to glade frække drenge, der legede med tog, smølfer, biler og dansede til høj musik.

Jeg stod ved køkkenbordet og fik en hel del arbejde fra hånden, mens jeg varmede mad, skar frugt ud og mæglede i små stridigheder. Må huske at købe et Thomas Tog mere 🙂

Nicholas var knust, da hans ven gik hjem ved 21-tiden. Han faldt glad i søvn i sit telt efter jeg havde læst Villads fra Valby for ham og havde sunget hele Cirkeline sangbogen for ham.

Allan kom hjem ved 22-tiden, og jeg gik i krig med at hjælpe ham i gang med hans ansøgning. Ved 1-tiden sov vi, og den halve weekend var psstforsvundet!

One Comment

  1. Sus siger:

    Jeg forstår simpelthen ikke hvordan du kan være så produktiv selv på de mest umulige tidspunkter. Du er sgu for sej! 🙂

    Like

Der er lukket for kommentarer.