Sidder på altanen i solen. Nemlig.com har lige været her med alle indkøbene til den næste uge, og så slap vi for at skulle i butikker og handle. Både Nicholas og Allan sover til middag, og jeg har lidt til mig selv i solen.
Vi har haft en hård formiddag, og jeg tror, at det til dels skyldtes, at Nicholas var træt. Vi var på loppemarked, og det er ikke længere helt så afslappende og hyggeligt som tidligere år, men jeg tror, at det er nødvendigt ind i mellem at vi udfordrer os selv, så vi får trænet den slags situationer. Det nemmeste er at blive hjemme eller køre en tur i bilen, hvor han er spændt fast, men det lærer ingen af os særlig meget af.
Nicholas spurter rundt ind og ud mellem menneskerne. Han ser sig ikke tilbage, og jeg hører mig selv kalde ‘Nicholas’ tusind gange. Han reagerer aldrig på, at jeg kalder. Folk kigger irriterede på mig, når jeg igen og igen råber hans navn og samtidig prøver at mase mig diskret og hurtigt igennem mængden for at fange ham.
To gange forsvandt han for mig – den ene gang hørte jeg hans paniske råb ‘Mooor! MOOOR? Hvor er moooor?’, og så brød jeg gennem af muren af voksne og hapsede ham. ‘Mooor, du var væk?’ sagde han og så bebrejdende på mig. Jeg sagde til ham, at han skal holde øje med mig, så jeg ikke bliver væk igen.
Jeg håber jo, at han lærer det, og jeg bilder ind, at han i dag var bedre til at blive tæt på mig end i sidste uge. Men jeg er bekymret for vores sommerferie, for jeg imødeser en lang række situationer, hvor vi ikke er i stand til at styre ham. Jeg ville ønske, at han ikke var helt så modig – selvfølgelig samtidig med at jeg er enormt stolt af, at han er så selvstændig og ubekymret!
Da vi havde løbet loppemarkedet rundt, kørte vi til stranden for at kaste sten i vandet. Vi spiste frokost ved Skodsborg Strand, og vi sad ned lige længe nok til at ondulere to frikadeller, 1/2 cola og noget kartoffelsalat. Nicholas gik fuldstændig amok, skreg op, var ved at vælte bordet og løb skrigende ud af caféen med retning mod havet. Jeg overvejer virkelig at lave løbesedler til folk omkring os, så de forstår, at vi ikke gør det for at genere dem, samt at vi ikke er røvdårlige forældre med en uopdragen forkælet snotunge, men blot prøver at hjælpe Nicholas til at kunne komme med ud og lære at gebærde sig, som han er, blandt andre mennesker.
Hver gang vi skal ud, er vi nødt til at spørge os selv, om vi overhovedet orker det. Det nemmeste er altid at blive hjemme. Hjemme er der færre eksplosioner, og der er færre, der glor. Selvom vi i bund og grund ikke har noget at skamme os over, så bliver vi ked af det og skammer os over det totale ansigtstab, vi så tit løber ind i. Vi savner jo også en normal hverdag, hvor eksplosioner ikke hører til hverdagens (u)orden.
Når jeg står hos lægen eller på en restaurant med et sparkende og skrigende barn på armen, så er det sidste jeg har brug for at se folks hævede øjenbryn og høre deres diskrete hvisken om os. Jeg har brug for, at der er en, der rejser sig og åbner døren, for min søn er brudt sammen. Endnu har jeg ikke oplevet, at der er nogen, der har rejst sig og åbnet døren for os.
mammalade 
Som fortalt i tidligere kommentarer er jeg mor til et par drenge med udfordringer udi det motoriske, der dels skyldes hypermobilitet, dels skyldes lav sanseintegration. Sidstnævnte handler om at barnets hjerne ikke fungerer optimalt, når livets mange sanseindtryk skal bearbejdes. Jeg har læst en del om emnet efterhånden, og jo mere jeg læser, desto mere forekommer det mig at Nicholas, udfra hvad du har skrevet her på bloggen lige fra han var spæd til nu, kan falde indefor samme kategori.
Jeg kan desværre ikke rigtig henvise til nogle super hjemmesider, der beskriver emnet, da jeg endnu mangler at finde en sådan, men her er lidt:
http://sansebarn.dk/sanseintegration-hos-boern
http://sanseintegration.blogspot.dk/
http://xn--sansels-v1a.dk/velkommen
Af bøger kan jeg anbefale:
Jean Ayres: Sanseintegration hos børn
Anne Brodersen & Bente Pedersen: Grundmotorik – testning og træning (denne bog er lidt 70’er agtig i sproget, det skal man lige vende sig til når man læser, men ellers er den meget informativ)
Tora Toraddsdottir: Klodsmajorer og englebørn (igen lidt øko-agtig, men fin og informativ bog)
Mine drenge er som sagt stærkt udfordret på det motoriske, men jeg kan sagtens nikke genkendende til mange af de andre problemer man kan stå med som forældre til et SI-barn. Det er desuden mit klare indtryk, at man sagtens kan være SI-barn uden at være udfordret på det motoriske. Du har et par gange nævnt at Nicholas måske/måske ikke har ADHD (hvilket I forhåbentlig får en ordentlig afklaring på senere på sommeren), men umiddelbart synes jeg ADHD lyder voldsomt. Jeg skal ikke gøre mig alt for klog på ADHD (eller andre adfærdsdiagnoser), men Nicholas forekommer mig at være en meget empatisk barn, med gode legekammerater i børnehaven og lige netop empati har mange ADHD børn jo rigtig svært ved.
Jeg håber virkelig at I får hul på bylden mht. Nicholas samt I får noget ordentlig vejledning til en hverdag der fungerer.
LikeLike
Hej Jette!
Må jeg spørge, hvordan de er udfordret motorisk, dine knægte?
Jeg oplever Nicholas som stærk grovmotorisk – altså god balance, godt boldøje, god til at kaste, god til at løbe og klatre osv, men tests har vist at det halter lidt med finmotorikken; altså han gider ikke rigtig tegne og lege med perler.. Hvilket jeg ikke tror er et motorikproblem, men snarere er fordi det keder ham! Men fysioterapeuten mener at han ‘burde’ kunne tegne cirkler, der mødes/er helt runde. Jeg er ikke enig i den tolkning – jeg mener, at han ‘sjusker’ med cirklerne fordi det rager ham en høstblomst!
På børnepsyk mente lægen, at vi er ovre i autismespektret. Det føles lidt som ‘gæt en diagnose’ efterhånden, så jeg har parkeret den der og afventer udredningen i august.
Jeg ved, at Nicholas på mange områder er helt normal, og jeg ved efterhånden også hvor minefelterne er, så jeg kan fange det i opløbet eller afbøde det eller skærme ham.
Jeg synes, at termen ‘kronisk ufleksibel’ er meget beskrivende, for det er faktisk det han er, og det er det, der udløser eksplosionerne.
Gitte K
LikeLike
Du må spørge ligeså tosset du vil 🙂 Jeg skal forsøge at besvare efter bedste evne.
Mine drenge er stik modsat Nicholas, når det kommer til grovmotorikken. De lærte begge at gå meget sent, dvs. lige omkring 2 års alderen. Jonas, den yngste, har lige knækket koden og han bliver 2 til juni. Kravlestadiet sprang Tobias nærmest over. Han kan i en alder af 4 ikke hoppe rigtigt, ej heller stå på et ben og han er i det hele taget dårlig til at holde balancen. Løbe er han først lige blevet god til, hvorimod han er forrygende god til løbecykel. Finmotorisk halter det også. En saks kan han kun betjene ved hjælp og tegninger er fortsat krimskrams, da han har svært ved at holde ordentlig på en blyant/tusch. Han kan tegne ‘rigtigt’, men så skal han have hjælp.
På positiv siden er han langt fremme sprogligt og kognitivt. Han er meget afholdt i børnehaven og har mange legekammerater dernede. Han er flere gange blevet beskrevet af personalet som en følsom dreng, en der er meget empatisk og en god kammerat. Han elsker historier og kan i lang tid sidde stille og lytte, når der bliver læst højt. Humør og temperament er vist som de fleste 4 årige 🙂
Min fokus på sanseintegration og dens betydning for børns trivsel kom ind i billedet efter en motorik konsulent konstaterede at Tobias ikke blot er hypermobil, men han også har lav muskeltonus. Sidstnævnte falder indenfor sanseintegrationsområdet. Jeg som sagt læst en del om emnet og jeg finder at mange ting passer ualmindeligt godt på mine drenge, selvom deres primære udfordringer ligger på det grov- og finmotoriske.
Iøvrigt fik jeg knækket koden til søgning efter ordentlig information på nettet. Søger man på den engelske terme ‘Sensory Integration’ vælter det frem med sider via Google Scholar
http://scholar.google.dk/scholar?hl=da&q=sensory+integration&btnG=
Dette billede synes jeg illustrerer det rigtig godt:
http://www.spdbayarea.org/SPD_symptoms.htm
God læselyst 🙂
LikeLike
Nu hvor Nicholas går til motorik kan jeg kun gentage mig selv næsten som en papegøje. LÆS Ayres bog ‘Sanseintegration hos børn’ (hvis du da ikke allerede er igang :)..) Jeg kan se at Pernille har været inde på det samme emne (særligt sensitive børn) i andre kommentarer.
Bogen kan både lånes på biblioteket og købes hos boghandlerne. Udgaven fra 2007 henvender sig til forældre og pædagoer med interesse for emnet
LikeLike