Når vi skal afsted til steder som Tivoli er det altid lidt med sommerfugle i maven. Det kan blive en god dag eller det kan blive en virkelig skidt dag. Tivoli plejer at være en god oplevelse, og det blev det også i søndags.

Belært af vores erfaringer er vi meget obs på Nicholas’ reaktioner. Han er nemlig ret let at gennemskue; han bliver urolig, holder sig for ørerne, vil op på armen og så fortæller han gerne hvordan han har det; ‘her er meget larm’ ‘her er for mange mennesker’ ‘nu vil jeg gerne hjem’ ‘jeg vil gerne have fred og ro’ eller ‘nej, ellers tak, den kører for stærkt’ om vikingeskibene.

Vores opgave er at handle hurtigt på, at grænsen er nået, selvom andre børn til sammenligning måske kan klare mere. Man kan måske blive længere med andre børn, men med Nicholas er det bare om at lytte og reagere. Når han siger fra, er han nemlig ved at være overbelastet. Så min generelle regel er, at vi går, når han siger slut (eller selvfølgelig hvis jeg mener, at nu er det slut før ham).

Vi havde som sagt en virkelig god tur, hvor vi startede med at tage toget til byen. Nicholas havde øjne på stilke og nød turen.

Vi gik direkte ind for at spise i Grøften for at spise frokost. Det gik helt fint. Vi spurgte Nicholas om han havde computeren og han svarede ‘Ellers tak. Mad først, og computer bagefter. Er det okay?’ Vi svarede lidt forbløffede ‘ja, det er okay’. Han fik papir og nogle tuscher, og så tegnede han lidt.

Han spiste en hel del af sin mad, han lavede fis med mig, spillede på Ipad og så skulle vi afsted på opdagelse i Tivoli. Vi prøvede veteranbilerne, hvor Nicholas styrede, og han fortalte, at det er farmor og bedstefar, der lærer ham at køre bil om lørdagen. Spændende 😀 Vi prøvede også bådene i Tivolisøen, og det var da lige noget af en udfordring. Så så man mig sejle totalt skævt og næsten sidde på tværs af indløbet til bådafleveringen.

Vi prøvede også H.C. Andersen huset, hvor man sidder i en kuffert og kører rundt i de forskellige eventyr. Vi sad alle tre i en kuffert, og så gik bøjlen ned. Da vi havde kørt et halvt minut skreg Nicholas, og jeg opdagede, at hans fod var klemt helt fast mellem bøjlen og gulvet. Jeg mærkede en snert af panik, hans skrig gjorde, at jeg var bange for, at han var kommet til skade.

Jeg trak i hans fod, men jeg kunne overhovedet ikke få hans fod ud, og han var på vej til at gå i panik. Jeg moslede med hans sko, Allan rakte ind over og trak til. Omsider fik vi skoen af hans fod. Han skreg op. Jeg prøvede at få hans sko fri af bøjlen, men den var klemt helt fast. Heldigvis har han så tilpas meget plads i skoene, at hans fod eller tæer ikke var blevet mast og sad fast i bøjlen.

Det siger sig selv, at turen var et mareridt. Nicholas var helt ude af den, han græd og skreg af forskrækkelse og panik, han ville have sin sko på igen, og han ville ud. Oveni det var vi spændt fast, der var høje lyde og blinkende lys. Vi fik beroliget ham, og han tog det fint på den sidste del af turen. Jeg satte ham på trappen og gav ham hans sko på igen.

Vi mødtes med hans fætter og kusine ved Odinsekspressen, men det var mere end han kunne rumme, så vi blev nødt til at gå derfra. Vi gik over mod legepladsen, vi tog den store bro over Tivolisøen, og vi gik på opdagelse på de hemmelige grønne stier langs bækken. Legepladsen er det største hit. Han kravlede rundt på skibet og rutschede på rutschebanerne. Det var helt perfekt, og han nød det. Vi havde aftalt, at vi efter legepladsen skulle prøve cykel-fly-karrusellen lige ved siden af.

Nicholas råbte ‘hurtigere hurtigere’, og jeg puklede løs. Jo mere mor træder i pedalerne, jo højere kommer vi op. Vores fly havde meget løse pedaler, og der skulle virkelig gi’s gas. Puuha …

Bagefter løb Nicholas ind på Rasmus Klumps pandekage restaurant. ‘Se!’ råbte han ‘en hval!’. Det var faktisk en hval. Hvalens tænder var stole langs væggen. Herligt. Vi slap ikke ud derfra uden at købe en pandekage. En kæmpe pandekage med marmelade, som Nicholas stort set satte til livs.

Vi snuppede lidt at drikke ovre ved Vikingeskibene og var mere eller mindre på vej hjemad. Nicholas sagde, at han gerne ville prøve Vikingeskibene, og han gik med til at vente til vi havde drukket ud. Da vi så stod foran Vikingeskibene, ombestemte han sig og sagde ‘nej, ellers tak, den kører for stærkt’, og så sagde han, at han gerne vil hjemad.

Og så gik vi op mod toget og kørte hjemad. Nicholas trykkede næsen flad mod ruden. En fin dag med en masse fine oplevelser var slut.