Efterår på flere planer .. Føler mig overhovedet ikke ung længere. Træt, tung, gammel, affældig, skrøbelig ..

Jeg har ondt i højre arm – et eller andet jeg foretager mig til hverdag (nok noget med en Iphone?), ‘belønnes’ af diffuse smerter i underarmen. Hovedpine tre dage i denne uge, nakkesmerter af og til, lidt ondt i halsen, øjenbetændelse og i går toppet med smerter i brystet, noget der føltes som ujævn hjerterytme, kortvarig følelse af besvimelse – selvfølgelig efterfulgt af panik. Allan talte mig heldigvis kærligt til ro, og i dag har jeg forstoppelse og ondt i maven, hvilket før har givet mig brystsmerter, fordi det trykker opad, så dér var forklaringen. Shit, altså!

Skulle måske alligevel være smuttet forbi Landbohøjskolen i går. Er det ikke om onsdagen, at de skyder syge dyr?

Anyway, så føles det for første gang som om jeg for alvor er ved at afblomstre. Not amusing.

Hvad gør en klog gammel kone så? Sund mad – tjek. Motion – not so tjekket, sprinte 30 minutter i aften, tjek.

Stress – pfew… Kommer aldrig af med det. Skal lære at leve med det. Det er et livsvilkår med et barn. Nok særligt med autisme i huset. Men stress kan jo begrænses via accept og opmærksomhed og ved at tage imod hjælp. Uanset om det er fra min søde mand, fra børnehaven, farmor og bedstefar, chef, kolleger, bøger, blogveninder, autismeforening, Ret Nemt og alle de andre helte og heltinder.

‘Hold fokus på de gode hjælpere’ hørte jeg en fra Autismeforeningen sige. Sjovt som mange af de guldkorn, jeg har hørt i forbindelse med autisme i bund og grund er universelle og burde være helt basale. Alle bør jo holde fokus på deres gode hjælpere, i stedet for at lade dårlige hjælpere fylde alt for meget og stjæle din energi.

Jeg er virkelig ‘god’ til at holde fokus på dem, der svigter, i stedet for at glædes over dem, der vil os og trække dem tættere på. Jeg har spildt enormt meget tid og energi på at holde sammen på min familie og på gamle venner. Der er kampe, man skal kæmpe, relationer man skal kæmpe for. Men der kommer et tidspunkt hvor man skal lægge sine våben og holde op med at kæmpe for noget, der er dødt og borte. Jeg har været dårlig til dette, men med vores nye situation har vi ikke længere råd til at spilde kræfter på døde relationer.

Så efteråret sætter ind. Alle blade falder af, nogle træer dør, nogle er døde forlængst, andre fælder vi her og nu. Til foråret kan vi glædes vi over gamle træer, der vokser sig større og smukkere, når de halvdøde træer er væk. Og vi glædes over de nye spæde træer i skovbunden.

Den gamle kone er forpustet 😁