Hej Januar, din grå amøbe!

Jeg er ikke fan af januar, og jeg er bestemt ikke fan af at komme ud af døren i panik, så jeg prøver virkelig at være foran. Det glippede så totalt allerede på årets første morgen, så det står 1-0 til januar, den grimme grå amøbe!

Vi kom hjem fra Berlin ved 20-tiden i går aftes og foran ventede et hækkeløb af ting, der skulle klares, barn der skulle lægges i seng, læses højt for, kærligt puttes, ting, der skulle gøres klar (husk gummistøvler, nye overtræksbukser, for de gamle er for små, husk goså lånetøjet, der er rent, samt ekstra skiftetøj, hjemmesko … ) og der var en madpakke der skulle smøres, så vi fes omkring lige til vi ramte hovedpuden lidt før midnat. Op 5:20 og i gang. Jeg var helt baldret. Men mellemtiden var faktisk okay, da vi havde spist og var klar til at gå ud af døren efter en større nedsmeltning, hvor Nicholas skrigende nægtede at medvirke til at tage overtøj og sko på, børste tænder og gå i børnehave.

Men så var min bilnøgle væk. As in helt væk. Var den med i Berlin, eller var den ikke? Lå den i lejligheden i Berlin? Jeg anede det ikke. Panisk ledte vi overalt. Den. Var. Væk. Shit! Nicholas tog postyret pænt, og han ventede tålmodigt i sit varme overtøj, mens vi stæsede rundt og endevendte det hele i panik. Panisk begyndte jeg at vræle – det er jo almindeligt kendt, at tårer hjælper helt vildt meget i sådan en situation. Jeg havde jo netop tænkt på at finde nøglen frem aftenen forinden, men der var så meget, så jeg fik det ikke lige gjort. Min taske og Nicholas’ taske med gummistøvler, de nye skibukser, termosæt, regntøj, hjemmesko, madpakke – alt var klappet og klart lige med undtagelse af den skide nøgle!

Tasken! Jeg havde brugt én taske på turen derned, men da den var for lille og hverken kunne rumme bleer eller vådservietter, havde jeg skiftet til den gamle pusletaske med større albuerum. Nøglen lå måske i den lille taske. Men hvor var den lille taske? Omsider fandt jeg både den og nøglen – og efterlod et ragnarok af rod, da vi lukkede døren bag os og gik ud i det bælgmørke morgenmørke. Tudende af lettelse for min part.

Heldigvis var Nicholas happy for at komme i børnehave, han fik et kram af lederen i børnehaven, som sagde, at hun havde savnet ham – og så begyndte han at fortælle … det var så sjovt at høre ham fortælle om det fedeste ved Berlin; nemlig hoppesengen og togene, der kører på gaden og på græsset 🙂