Vi elsker børn, men …

Jeg så et sted på nettet, at skilte med ordlyd i stil med nedenstående tilsyneladende er det nye sorte i caféer og restauranter:

“We love Children, but Please keep Your’s at Your Table –
Loose Children Will Be Given Espresso and a Puppy”

Hvis der var sådan et skilt i vinduet på en café, ville jeg ikke gå ind. Af den simple årsag, at jeg og mine ikke er velkommen. For vi larmer nogle gange, når vi er ude. Nogle gange meget, andre gange slet ikke, og måske larmer vi ikke hele tiden, men vi larmer nogle gange mere end gennemsnittet. Et skilt med den ordlyd er i mine øjne et passivaggressivt skilt, der vidner om uvidenhed, intolerance og egoisme. Not my cup of tea.

Og så er vi ved det – “jeg elsker børn, men …” for ofte kommer der et “men” efterfulgt af et forbehold, der fuldstændig afliver kærligheden og hjerteligheden i første del af sætningen. Og det er det, der kommer efter “men”, jeg afskyer.

Jeg ved godt, at det siger mest om afsenderen. At personen formentlig ikke ved bedre og aldrig har forstået, at børn rent faktisk altid prøver at gøre det rigtige, men ikke altid lykkes med det. Og at der findes børn med særlige forbindelser i hjernen, der gør, at det er svært at være det, nogle så smukt kalder ‘normal’ og ‘ordentlig’. Fordi forudsætningerne hos dét barn er anderledes. Men det betyder ikke, at barnet ikke prøver hårdt på at gøre sit bedste.

Vi kommer aldrig til at holde os hjemme, inde og skjult. Du kigger bare, hvis du mener, at dine sigende blikke og himmelvendte øjne hjælper på det, men forvent ikke, at jeg korrekser på din dårlige opførsel. Det er nemlig både uhøfligt og uopdragent at stirre, himle med øjnene, pege og hviske om andre. Lige nu har jeg nok at gøre med at nyde min søns højlydte spontane jubel over noget på Ipad’en.