Jeg ved det ikke, jeg håber det bare … at vi er ved at nå vendepunktet, hvor det er ved at blive forår efter en lang vinter (øhm ja, kig ikke ud af vinduet, vel?). Jeg mener mere sådan i overført forstand i vores liv.
December var hård for Nicholas, men juleferien var god for os alle. Januar som traditionelt har været svær, har været fin i hvert fald de sidste par uger. Vi havde en hård start på året med nogle dage, hvor nærmest alt eksploderede, og jeg var så tæt på at miste troen på det hele.
Men nu har Nicholas fået specialpædagog koblet på i børnehaven, og jeg tror, at det gør en kæmpe forskel. Det er en ung mand med en ro, der forplanter sig i alle om ham. Kender du typen? Han formår at smitte Nicholas med sin ro, siger de i børnehaven, og jeg tror, at de har ret, for Nicholas virker gladere, og vi har lidt færre konflikter. Mon det er hjælpen, der hjælper?
Til gengæld har vores PPR psykolog fået nyt job, og vi skal snart møde hendes efterfølger. Jeg var meget lidt begejstret ved tanken om det her skift, idet vores PPR psykolog er fantastisk, men jeg vælger at tænke, at når kommunen kunne ansætte så dygtig en kvinde, så er det klart, at de forfremmer hende, og mon ikke, at de så har ansat en mindst lige så kompetent person? Jeg ved det selvfølgelig ikke, men jeg lukker af for frygten og tænker positivt. Vi skal have sat et møde op snarest.
mammalade 
Dejlig læsning på en møghammerende mørk og kold søndag aften. Hvor er det dog skønt at I kan se forårets komme på mere end et plan. Jeg kan især godt lide din tilgang til møde med kommunens nye PPR-psykolog.
Jeg vil gerne nok engang undskylde, at jeg har bombaderet din blog især med en masse (bedre)vidende kommentarer og gode råd det sidste års tid. Kunne jeg gøre det, ville jeg slette en god del af dem, da jeg nu sagtens kan se, at de ikke har været lige velplacerede allesammen. Min viden om autisme var og er forsat rimeligt begrænset, og nu kan jeg sagtens se, at Nicholas’ diagnose er ikke til at tage fejl af. Men det du skrev om Nicholas og jeres liv i tiden op til hans diagnose passede slet ikke ind i min opfattelse af hvordan en med autisme er. Men folk med autisme er naturligvis lige så forskellige som folk der ikke har autisme.
Nu er jeg jo selv mor til et par drenge hvor storebror især ikke passer ind i gennemsnittet på mange områder. Vi har heldigvis været mødt af forestålse langt hen af vejen, men jeg kan sagtens sætte mig ind i den smerte det må være, hvis ens dreng bliver udelukket af sociale sammenhænge, fordi han er anderledes. Jeg tror såmænd ikke folk gør det i ond mening, vel snarere fordi de ikke ved hvad de skal stille op, og så er det nemmere at stikke hovedet i busken som strudsen Rasmus.
Jeg glæder mig meget til at følge din families færden fremover
Kærlig hilsen
Jette
LikeLike
Nej nej nej ingen undskyldninger!
Gode råd ( .. og de dårlige med, for den sag skyld) er kærlige tanker, og jeg sætter pris på dine kommentarer! Hver og én! Tak!
Kærlig hilsen
Gitte
LikeLike
TAK
LikeLike