“Derfor hopper jeg”

Jeg er ved at læse ‘Derfor hopper jeg’ af Naoki Higashida. Det er først og fremmest en smuk lille mørkeblå bog, hard back med omslag. Indholdet er mindst lige så smukt og enkelt skrevet. Bogen er skrevet af en 13-årig autistisk non verbal dreng. Han forklarer på en fin og enkel måde, hvordan det er at have autisme for ham. Det første paradoks er, at han ikke kan tale, men det betyder ikke, at han ikke har noget på hjerte. Han har meget på hjerte, og han har formået at lære at kommunikere skriftligt. Heldigvis.

“Hvorfor hopper du? Hvorfor gør du ikke det, du får besked på? Er det sandt, at I ikke bryder jer om at blive rørt ved? Kunne du tænke dig at være ’normal’?” Det er bare en lille håndfuld af de spørgsmål, som den autistiske dreng Naoki Higashida giver svar på.

I små, fine kapitler kommer han omkring en lang række fællestræk for mennesker med autisme og giver dermed læseren et enestående indblik i det autistiske barns tankeverden. Mest bemærkelsesværdigt er måske den livsvisdom, fantasi, humor og empati, som lyser ud af hver en sætning og gør op med den gængse opfattelse af autister.

Rent objektivt set er Naoki’s situation er meget anderledes end Nicholas’, fordi Nicholas kan tale og dermed fortælle om hvordan han har det. Det er han rigtig god til – nogle gange. Men nogle gange har jeg på fornemmelsen, at Nicholas’ særlige hjerne spurter afsted derudaf, så han når ikke at fortælle om det, før han er videre. Nicholas har nemlig ikke ro nok på sig til at forklare og fortælle tungnemme voksne om hvordan han lige har det i en særlig situation. Derfor er hans reaktioner  nogle gange uforståelige for mig/os. Nu er jeg kun cirka halvvejs gennem ‘Derfor hopper jeg’, men jeg har allerede et par gange følt, at Naoki forklarer eller måske snarere oversætter Nicholas’ reaktioner for mig. Så jeg pludselig indser årsagen til nogle af hans uventede og uforståelige reaktioner, som jeg tolker ud fra et neurotypisk perspektiv.

Neurotypisk: En neurotypisk person er det, man ellers ville betegne som en normal person. Udtrykket meget brugt i autisme/asperger sammenhæng og betegner personer, der ligger udenfor spektret og mener, de er normale. Et sted har de fleste af os vel en større eller mindre afvigelse, når luppen kommer frem.

Neurotypiske personer opfører sig ikke altid socialt hensigtmæssigt, ofte bryder de omgangsregler og er ikke altid sociale nok til at udvise tolerance for folk, der er anderledes.

Tonen i bogen ‘Derfor hopper jeg’ er meget positiv, og bogen er positiv læsning, for den er pudsig, indlysende og underholdende, men lige under overfladen fornemmer jeg frustrationen og desperationen, som formentlig er hele grunden til, at han overhovedet har skrevet en bog som 13-årig. Jeg tror, at Naoki ofte har følt sig misforstået, og han ønsker at blive forstået, men han har også indset, at han er anderledes, og at folk omkring ham tolker ud fra et værdisæt, som han hverken forstår, kender eller deler, fordi han har autisme.

20140331-120345.jpgJeg tænker, at alene det ikke at kunne tale må være top-frustrerende. Men ikke at kunne tale og samtidig være anderledes end neurotypiske mennesker er formentlig dobbelt så frustrerende, fordi folk tolker hans bevæggrunde ud fra et neurotypisk perspektiv, fordi autisme ikke kan ses og er svært at forstå for os, der ikke er autister. Og så sidder man der og bliver tillagt, at man er uopdragen eller sky eller noget helt tredje, når man i realiteten har noget helt andet på hjerte, men har svært ved at udtrykke det.

Selv små ting som manglende øjenkontakt, manglende holden i hånd, osv betyder ikke nødvendigvis det, omgivelserne tror, men noget helt andet for ham som afsender. Og dér må hans mangel på evne til at udtrykke sig hurtigt og præcist være SÅ sindssygt frustrerende. Jeg tror, at jeg ville kaste mig skrigende på gulvet og knalde hovedet ned i gulvet, hvis folk så konsekvent misforstod det, jeg gør og siger – men hov, vent, det var jo det, Nicholas gjorde, når vi ikke fattede en meter … ups …