Bag vores dør har jeg en stor pose stående med tøj, der skal repareres. Den pose er på top 5 over ting, jeg aldrig får gjort noget ved. Men i dag fik jeg støvet reparationerne af:

• Der er frakken, som jeg købte i gymnasiet i 1989, som er ankellang og supervarm takket være længden om vinteren. Den er sen-80er dramatisk og klassisk på samme tid. Sømmen er skredet bag på forneden.
• Der er Ilse Jakobsen regnfrakken, som jeg købte til at bruge på min barsel i 2009. Før den kom med ud i regnen, gik lynlåsen i stykker, og jeg fik hovskisnovski at vide i butikken, at garantien ikke dækkede pynt og lynlåse. Hvilket er forkert. Lynlåsen burde have holdt længere end til 5 måneders solskin. Det er ikke slid, der er blot tale om dyr og dårlig kvalitet.
• I posen ligger der også en enkel sommerfrakke fra 2001 i sort, som har været med mig utallige gange på IN. Den revnede i ryggen, da sommeren var kølig, og jeg tog en tyk sweater inden under.
• I frakken ligger også to par af Nicholas’ skibukser – begge med hul på venstre knæ.
• Der ligger også en skjorte fra sidste år, som altid går op og afslører mere end tilsigtet, fordi knaphullerne er for store – eller knapperne for små, alt efter hvordan man ser på det.
• Så er der også to par trusser, som er revnet i syningen.
• Og stroppen er knækket i Nicholas termojakke.
• Sidst men ikke mindst ligger der en smuk blå frakke, som min mor købte til mig på vores allersidste shoppingtur i Lyngby Storcenter i 1999. Foret er revnet og flænget, den trænger kraftigt til nyt for.

Posen er tom nu – alt er repareret, undtagen regnfrakken og den smukke blå frakke. Jeg kan godt skifte lynlåsen, men foret i den smukke blå frakke … jeg kan ikke sy nyt for i. Den ligger i mit skab nu, så må jeg se, om jeg en dag kan betale mig fra det.