Turn a Different Corner …

Fantastisk vejr – knaldblå skyfri himmel! Og vi havde en plan light for denne fantastiske dag! Jeg havde fundet en deli/café via en blog, som lå ganske tæt på vores lejlighed i en baggård til en gade, vi ikke rigtig kender.

Vi fandt Sophienstrasse, og det slog mig igen hvor fantastisk det er, at vi har været her så mange gange – og så går vi rundt om et nyt hjørne og står i (endnu) en fantastisk gade. Ved første blik ser Sophienstrasse stille ud, men i de små baggårde er der liv. Vi passerede mindst en solrig baggård med restaurant eller caféliv.

Men vi ledte efter Barcomi’s, og der var da også et lille skilt, der afslørede denne lille hemmelige perle. Vi gik gennem porten ind i baggården, og der sad folk bænket i solen under store parasoller i baggården. Store åbne døre ledte ind i en lys café, konditori og deli. Vi fik straks et bord og bestilte morgenmad. Jeg fik French Vanilla & Hazelnut Latte – wow, den var fan-ta-stisk!

Jeg lurede lidt i deli/take-away/konditoriafdelingen, og her fandt jeg ud af, at Cynthia Barcomi åbenbart er den tyske Nigella Lawson. Hold NU op, nogle skønne kager! Umuligt at vælge, men gi’ mig 10 minutter uden opsyn, så skal jeg fortælle dig hvilken du skal vælge 😀 Jeg skal lige researche lidt på den skønne dame og hendes kagekunnen.

Vores morgenmad bestod af fantastisk friskbagt brød og bagels, samt mortadella, parmaskinke, gedeost i silketynde skiver, samt tomater og bøffelmozzarella med fantastisk knasende frisk pesto. Alt var Spitze Qualität!