Da jeg bestilte hotel til hjemturen, var jeg måske lidt optimistisk – små 700 km på den første dag – ville føre os ud fra Sirmione og væk fra Gardasøen, ud af Italien, gennem Brennerpasset, gennem Østrig og via Fernpaß til Tyskland og op til Würzburg.

Til Nicholas’ store begejstring fik vi sneget os ind på ‘vores’ firben på hotellets parkeringsplads en sidste gang, da vi skulle køre. Nicholas listede sig stille ind på det og kiggede spændt på det – og hoppede forskrækket op i luften, da det pludselig spurtede ind i hækken. Vi har med varierende held set firbenet hver dag på p-pladsen, hvor det soler sig på samme sten hver dag.

Vi kom afsted ved 10:30-tiden, og bare at vikle os ud af Sirmione tog sin tid. Vi ramte både køen til den gamle bydel og til Gardaland.

På turen til Brenner passet gik det ned ad bakke hele vejen, og her er en ting, jeg virkelig ikke fatter – for på vejen til Gardasøen gik det ned ad bakke fra Brennerpasset hele vejen. Det kan jo ikke lade sig gøre; den ene vej må det jo nødvendigvis gå OP AD bakke, men selvom jeg netop sad og lurede på det, så fatter jeg ikke en meter.

Mysteriet opstod sidste år, fordi vi kørte raskt ned ad bakke fra Brenner til Bardolino, og jeg sagde ‘hold op, det bliver slemt at køre opad på hjemvejen!’. Det gjorde det bare ikke – for det gik nemlig nedad hele vejen til Brenner. Efter nedtur kommer optur – eller gør der? Vender de vejen et par gange om ugen? Eller?!