Jeg mistede min mor for 15 år siden, da jeg var 28 år. Jeg var slet ikke forberedt på den kraft sorgen har, når den rammer. En af mine måder at komme gennem sorgen på var at gå i sorggruppe. I sorggruppen var der en skønsom blanding af alle mulige mennesker, der hver især var hver deres sted i deres sorg. Enkelt sad kronisk fast i deres sorg – en ung kvinde var på alder med mig, men havde mistet sin mor mange år tidligere, da hun var 11 år. Sorgen sad simpelthen fast i hende, men gennem sorgarbejdet lettede den.
Sorgarbejdet i sorggruppen er nok noget af det hårdeste arbejde, jeg nogensinde har udført. Bid for bid arbejdede jeg mig gennem sorgen ved hjælp af samtaler og små opgaver. En opgave lød på at skrive farvel til min mor. Jeg var rasende, for jeg ville fandme ikke sige farvel. Jeg ville have min mor tilbage, og en eller anden latterlig sorgterapeut skulle i hvert fald ikke bestemme, om jeg skulle sige farvel til min mor. Men i toget på vej til sorggruppen skete der alligevel noget i mig, og jeg skrev et digt på et stykke papir. Det var dette digt:
I læ af dig – digt til min mor / marts 2000
Suset fra dig holdt mig oppe
Jeg fløj i læ af dig hele mit liv
Beskyttet og sikker
Du bar mig, når mine vinger var trætte
Sørgede for at jeg så verden oppefra
Lærte mig at skelne ret fra vrang
Lærte mig at finde min egen vej
Små udflugter fløj jeg på
men vendte altid tilbage
Ivrigt pludrende om mine oplevelser
Dine vinger blev trætte
Vi forsøgte at give dig læ
Sammen fløj vi hid og did i stormen
Forvirrede og bange
Kunne vingerne bære?
Vi crash-landede sammen
Pludselig var marken alt vi så,
da dine vinger gav op
Du blev sat fri
Jeg kæmper for at lære at flyve igen
Letter en smule og tumler om i støvet
Slår mig, græder, er så fortvivlet
Alene
Længere henne på marken
kæmper far med sine vinger
forsøger at skjule det
men kampen er sej
Min bror forsøger at flyve igen
Det går ham bedre – tror jeg
men vi er langt fra hinanden
og vinden overdøver vores tavse kalden
Jeg ønsker bare at ligge her på jorden
og lade regnen plaske på mig
lade frosten fryse mig
Jeg orker ikke forsøge at flyve mere
Men en stemme indeni (din?)
får mig til at prøve igen
Du gav mig liv og viste mig verden
lærte mig at flyve
Jeg skal bare have kontrol over mine vinger igen
De er våde og kolde og makker ikke ret
Du viste mig hvordan
Viste mig vejen når jeg var i tvivl
Hvor skal jeg hen nu?
Hvor mon jeg ender?
Jeg må op i luften igen
og finde frem til hvor vinden vender
mammalade 
Kære Gitte, jeg stortuder!
Det er det SMUKKESTE, mest rammende og sårbare digt jeg nogensinde har læst – og så har du skrevet det til din mor ❤ ❤ (din indledning til digtet bevægede mig også for vildt – smilede igennem tårerne over din vrede, fordi du skulle skrive det brev, og at du bare ville have hende igen!). Du er så sej til at udtrykke hvad du føler.
Jeg tror på, at din mor har sine vinger over dig fra evigheden, og at hun aldrig aldrig slipper sit tag i dig. Lidt som man siger om stjernerne: "Det er ikke altid, at man kan se dem, men de er der altid"
KÆMPE KRAMMER herfra, Camilla
ps! jeg har slet ikke tid til at sidde her, men din mail fangede mig, og jeg vidste bare, at jeg skulle læse videre.
LikeLike
Jeg følger lidt med på din blog ind i mellem, da jeg er fagligt interesseret i din søns diagnose, men jeg er ofte blevet hængende og læst med fordi du skriver super godt. Dit smukke digt om din mor fik mig til at græde. Jeg mistede selv min mor for knap 4 år siden og jeg savner hende stadig så meget.
LikeLike