I starten af valgkampen ville vores dreng stemme på sig selv. Det er et godt sted at starte. Men i eftermiddag på vej til valgstedet, talte vi om valget. ‘Jeg vil stemme på Helle’ siger vores søn på næsten 6 år. ‘Nååh’ siger jeg ‘ – hende fra børnehaven?’, hvortil han svarer ‘nej, den anden Helle, hun er sød’. Jeg spurgte så ‘har du hørt om Lars? Han er altså også virkelig sød!’ – ‘Ja, men ham vil jeg ikke stemme på’ lyder det med fast stemme.

‘Hvor skal jeg stemme?’ spurgte han, men da vi fortalte ham, at det må vente til han bliver 18, begyndte han at smågræde. Det er altså også for galt, når man nu har sat sig ind i tingene og har fundet sin favorit.

Senere spurgte jeg ind til, hvorfor han vil stemme på Helle, og han svarede ‘det er fordi hun kan hjælpe alle’. Han har det ikke hjemmefra, for hjemme hos os er vi nemlig blå, og sidst jeg blandede farver gav blå+blå ikke rød 🙂

Opdatering: Efter ovenstående – og ikke mindst når man er opvokset i 70erne – så kunne man godt få en mistanke om, at nogen i børnehaven havde udøvet rød indoktrinering, men det er ikke tilfældet. Han har også talt om, at han vil stemme på Helle dernede.

Han har talt om Helle siden hen, og han er stadig ked af, at Helle tabte. Meget ked af det. Og han håber på, at han kan stemme på hende, når han bliver 18.