I dag kørte vi til Wildpark Aurach, som ligger i 1080 meters højde nær Kitzbühl. Vi har talt om bjerggederne, der bor i bjergene, men vi har ikke set dem. Med vores søns interesse for dyr var det jo oplagt at finde en bjergged et sted i nærheden, og derfor kørte vi til Aurach Wildpark.

Vi kørte gennem Kitzbühl og videre ud på landet, op ad en lille vej, der blev mindre og mindre – og stejlere og stejlere. Til sidst kørte vi langs en flod op af en smal snoet bjergvej. Pludselig var der et lodret fald lige ved siden af vejen. Det var lige vildt nok! Men så var vi der også. Vi parkerede bilen og gik op ad en stejl vej op til indgangen.

Det kostede 8 euro for voksne og 5 for børn, så det er bestemt ikke noget, der vælter budgettet. Parken er medlem af Österreichischen Wildgehege-Verbandes, hvilket gør, at de skal overholde en vis standard indenfor dyrehold. Nogle gange kan man jo godt blive lidt skeptisk omkring den type dyreparker, særligt hvis de er for billige.

Allerede lige indenfor lågen så vi bjerggeden med dens mægtige horn. Der var en hel familie af bjerggeder; lige fra bittesmå kid, der lå på toppen af en klippe og puttede sig – og så til den store gedefar med de mægtige horn. Det virker nærmest naturstridigt, at den kan balancere på de højeste og mest uvejsomme bjergtinder med den kæmpe overvægt af horn i panden.

Vi vandrede op op op i parken, som har en stor bestand af hjorte og dådyr, samt geder, æsler, vilde får, vildsvin, hængebugsvin m.fl. De fleste af de nævnte dyr går frit på et stort grønt område, og man må ikke gå udenfor stierne, og man må ikke klappe vildtet. Hjortene og dådyrene er noget mere tamme/mindre sky end i Dyrehaven, så man kan komme ret tæt på dem, og det var spændende for knægten at opleve dem på så nært hold.

Det mest spændende for vores dreng var dog gederne, der også gik frit omkring og gerne opsøgte børnenes selskab. Gederne lod sig villigt klappe og nusse på ryggen. Vores dreng satte sig forsigtigt ned ved et kid, der lå og tyggede drøv, og han aede det forsigtigt på ryggen. Det kiggede på ham og snusede til ham, og han smilede lykkeligt. Han mærkede på dets små fine horn, og den puffede til ham med hovedet og lagde sig op af ham. Han var helt fortabt i det lille fine gedekid og sad længe og nussede med det.

Han klappede også et æsel, men det var lidt mindre kælent, så han vendte tilbage til gederne igen og fandt to geder, der lå og tyggede drøv. Han fortalte mig, at en ged har 4 maver, og at når den spiser, går maden fra den ene mave til den anden og op i munden igen. Derfor ligger den og tygger hele tiden på gammel mad. Det anede jeg ikke. Han har hørt om det i børnehaven, fortalte han.

I vildtparken var der også en legeplads, og den besøgte vi selvfølgelig. Der var en kæmpelang rutsjebane, der snoede sig ned ad bjergsiden. Han pilede op af trapperne med en hollandsk dreng og et par østrigske drenge for at rutsje ned sammen. Resten af legepladsen gik vi hurtigt igennem, men det var også en fin og udfordrende naturlegeplads bygget op som små stationer.

Vildtparken havde primært lokale vilde dyr, men jeg savnede et murmeldyr. Det ville jeg godt have set. Til gengæld havde de et par ensomme aber. Dem brød jeg mig ikke om at se, for de så ikke ud til at trives så godt, og de virkede rimelig malplacerede på et bjerg.

Det var vores sidste dag i Østrig i dag, så vi spiste frokost i Westendorf, og vi var også så heldige at være vidner til et ægte tyrolerbryllup foran den lokale kirke. Alle egnens folk var af huse i deres fineste tøj – selv de mindste drenge og de ældste mænd havde lederhosen og ternede skjorter på, mens piger og kvinder var fine i deres bittesmå dirndler med broderede blomster, terner, blonder og pufærmer. Bryllupsfesten foregår i et nærliggende festlokale, og natten genlyder af den type tyrolerhyl, de fleste nok bedst kender fra Fedtmule på ski.

Foran hotellet havde Borussia Dortmund slået et større cirkus op, hvor børnene kunne deltage i forskellige i fodboldrelaterede aktiviteter og få en slikkepind. Vores søn prøvede også nogle af de forskellige aktiviteter, men han har sgu lidt svært ved det. Han kan godt sparke til en bold, men er for forsigtig og sparker ikke hårdt nok, og så mister han interessen. De unge mennesker, der stod for det, var heller ikke videre entusiastiske, så vi fik slikkepinden, et par armbånd og et klistermærke – og så var det vinget af. Jeg undrer mig dog stadig over, om der virkelig er nogen, der vil købe en sort-gul Borussia Dortmund brødristere.  Men der er så meget kvinder ikke forstår, og den brødrister er bare én af dem.

Vi kom tidligt hjem på hotellet for at bade i poolen. Vi plaskede længe omkring, hvorefter jeg fik pakket det meste af vores tøj sammen, og knægten pakkede sit legetøj sammen i sin kuffert. Nu mangler vi ikke at pakke så meget og kan nå tidligt i seng i aften.