Den ene dag havde vi en dreng med nogle ret alvorlige diagnoser. Den næste dag blev det hele slettet. I virkeligheden ændrer det ikke en fis, for vores søn fortsætter med at være sig selv. Han er lige så skøn, skør, let og udfordrende med og uden sine labels.

Men diagnoserne har ændret os. Jeg er blevet en bedre mor af dette. Jeg er blevet klogere på børn, på adfærd, på opdragelse, på sammenhænge .. Jeg er blevet langt mere rummelig og forstående overfor børn, der ikke gør det, vi voksne forventer.

I sin tid blev vi fortalt på ret bombastisk vis, at der IKKE var nogen tvivl. Alle vores indvendinger blev slået i gulvet, da vi fik den første diagnose. De efterlod absolut ingen plads til tvivl. Jeg husker det ikke længere tydeligt, men de talte om at jeg skulle overveje at gå på deltid, de syntes også, at vi skulle overveje en anden institution, altimens de fuldstændig overså min mand, hans deltidsjob og hans fantastiske evner som far.

Det møde var sindssygt hårdt, og det ændrede vores verden som vi kendte den. Det ændrede ikke vores søn, indså vi ret hurtigt. Det var bare papir. Men hvor skulle vi begynde? Hvad skulle vi gøre? Vi fik et nyt livsvilkår at forholde os til det, og det gjorde vi så. Jo før vi indså, hvordan det var fat, jo før ville vores søn komme i trivsel.

Intelligenstesten viste sig hurtigt at være et skævskud, og det banede vejen for endnu en udredning før skolestart. Som tiden gik voksede tvivlen hos os, vores venner, familie, i børnehaven og hos PPR, specielt omkring autismediagnosen.

Jeg tænkte, at viden er magt, så jeg satte mig for at lære ALT om autisme. Jeg prøvede forstå, hvad det er og hvordan det kan udmønte sig. Jeg tænkte, at når jeg vidste mere, så ville jeg måske bedre kunne se min søns autisme. Jeg fandt hurtigt ud af, at ikke 2 med autisme er ens, så jo, jeg blev klogere på autisme, men jeg følte bare ikke rigtig, at jeg blev klogere på min søn, og så voksede tvivlen igen. Jeg kunne ikke genkende triaden.

Med mit kritiske blik mente jeg så med tiden, at jeg måske godt kunne se nogle ADHD-agtige ting i hans adfærd, så jeg tænkte, at det måske nok mere var dét end autisme. Så læste jeg ALT om ADHD, og der var noget, der passede bedre. Men jeg er jo ikke ekspert; jeg er ikke i stand til at vurdere, om det er den ene eller anden diagnose.

Nu ved jeg, at jeg så spøgelser. Jeg prøvede at få vores søn til at passe til en diagnose, som eksperterne stak ud. Jeg prøvede at danne mening og forstå inde i mig selv, hvordan de sagde, at det var fat med ham. Jeg prøvede at danne sammenhæng i vores liv, hvor der ikke var nogen sammenhæng. Jeg tog de forkerte briller på og så på vores søn.

Det har været en forunderlig rejse, der har bragt os til et helt andet sted, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig.

—————————————

Læs om vores vej ad ADHD Avenue og læs også her om de tvivl, vi har haft omkring diagnosens validitet. Læs også om vores vej hen ad Autisme Allé, hvor jeg beskriver vores vej fra day zero.