Det vildeste sted i byen er da selvfølgelig Zoo, og det var netop der, vi var den sidste hede sommertirsdagaften i maj. 

Det kom sig af, at jeg sad og rev mig i håret over statsfinanserne på min netbank en aften i starten af maj, da mit blik faldt på en invitation i Zoo med Danske Bank. Jeg sprang til og meldte os til. Bum. Jeg forestillede mig noget med et begrænset antal billetter, og med mit held ville vi ikke få billetter. Og så tænkte jeg ikke mere over det.

Så nærmede datoen sig, aftenerne var lyse, varme og lange, og vi fik en mail om, at vi skulle møde op foran Zoo tirsdag aften klokken 18, og at vi skulle downloade en app med aftenens program. Det gjorde jeg, og så var vi klar. Der var mulighed for ansigtsmaling og se fodring af tigre og løver og meget mere. 

Udover solonedonten og kafferoksen var knægten opsat på -som minimum – at se løver, tigre, ulve, hyæner, elefanter, bavianer, zebraer, chimpanser, isbjørne, sæler, flamingoer, giraffer, næsehorn, flodheste, anakondaer, pilegiftfrøer, okapier, giftige edderkopper, kænguruer, tasmanske djævle og gerne en leopard.

Jeg forklarede ham, at solenodonten ikke er at finde i Zoo, og at vi måske ikke kan nå at se alle dyrene, før de skal sove. ‘Jaja’ sagde han og skød en pæn fart mod indgangen.

Til at begynde med fik han et pinvinkram af Pondus, der stod og tog imod ved indgangen og delte små slikposer ud. Vi startede med at spise på den nærmeste restaurant; vi sad udenfor i den varme aften og spiste hver en lækker grillpølse med kartoffelsalat/pommes.

Knægten blev IKKE skuffet, for selvom nogle af hans yndlingsdyr ikke findes i Zoo og giraffen, leoparden, næsehornet og chimpanserne sov, så var det en kæmpeoplevelse for ham. 

Vi nåede nemlig hele vejen rundt og så alle dyrene. Han var meget begejstret for løverne – de fik mad, mens vi var der. Tigeren fik først mad senere, så den kiggede meget sultent på os. Og vi så også de mest nuttede små tumlende brunbjørneunger. Knægten var også i nærkontakt med en kænguru, hvor det faktisk er mig uklart, hvem der egentligt kiggede mest på hinanden. Han grinede af de små vimse hr. Nilsson’er, som vimsede rundt i deres træ. 

Til slut var han træt – og indrømmede det!  Vi gik gennem Søndermarken over til vores bil og kørte hjem. 

Da han kom hjem, legede han søvngænger for sjov – og faldt uheldigt med hovedet lige ned i hjørnet af sengen. Dybt sår på kinden, han skreg og græd, far trøstede, og jeg talte med 1813 i 1/2 time. Eller .. talte og talte … Jeg ventede mest, fordi sygeplejersken skulle skrive alt hvad hun selv sagde og alt hvad jeg sagde ned. Det gik ikke hurtigt. Vi kunne komme til på et fjerntliggende hospital ved 2:30-tiden, men det afslog jeg. 

Så det var en virkelig fantastisk aften med en uheldig afslutning. Jeg håber virkelig bare, at han ikke får et ar på kinden 😳