Tilbage til Narnia

Da jeg var omkring 8-10 år flyttede min mormor og morfar fra deres hus til en lejlighed, og jeg arvede min mormors klædeskab. Det var kæmpestort, og det blev fyldt med min mors pels, hendes fineste kjoler, vores vinterjakker og mit tøj.

På det tidspunkt læste jeg Narnia-bøgerne, og jeg kiggede i mit klædeskab, men der var ingen skov, ingen sne dér inde bag tøjet. Der var altid kun skabets bagvæg, men det betød jo ikke nødvendigvis, at mit skab ikke var et eventyrskab.

Det var faktisk et eventyrligt skab. Jeg skubbede alle sko og poser ind på midten, og så kunne der sidde en lille pige i hver ende af skabet. Min bedste veninde og jeg sad af og til i bunden af skabet med vores Narnia-bøger og hver vores lommelygte. Vi læste, snakkede og gemte os for verden derude. Vi var i Narnia, hvor alt kan ske, og hvor vores verden ikke tæller.

Bunden gik ud af skabet, det blev vakkelvornt, og en dag var jeg vokset fra det. Skabet blev fyldt op med tøj, jeg var vokset fra. Da vi flyttede, flyttede det ikke med.

Nu besøger min søn og jeg Narnia hver aften. 1 kapitel ad gangen. Vi er nu i gang med fjerde bog, Prins Caspian. Jeg er forundret over, at magien stadig fortryller os begge.