Pas på, denne blogpost kan komme til at koste dig penge, og du risikerer at gå en buksestørrelse op 😉 Der er formentlig tale om reklame. Jeg får dog ingen penge for at skrive denne post.
Jeg har nemlig selv opdaget denne helt geniale app – og nu deler jeg mit tip, så du også kan få virkelig let, god og billig mad -og samtidig reducere madspild 👍🏼
Jeg downloadede app’en YourLocal i sidste uge. “Stop madspild” med YourLocal er idéen bag.
I Your Local app’en uploadede jeg mine kortoplysninger – man betaler med det samme. Det fede ved denne app er, at man ikke skal hente maden længe efter normal middagstid; man skal hente aftensmad ved 18:30-20-tiden. Det gør, at det hænger sammen med en normal børnefamiliehverdag.
Jeg gik ind og likede nogle af vores nærmeste deltagende butikker, fx de nærmeste bagere, supermarkeder, samt restauranter og take-aways. Herunder de 3 HomeMate, der ligger i nærheden.
Der gik ikke lang tid, før jeg fik notifikationer om brød og ikke mindst lækre måltider, der kunne hentes her omkring.
I fredags var vi i Lyngby for at købe en gave, og mens vi var der, tikkede et tilbud ind fra HomeMate ved Magasin på 2 x Broccolibøffer med Salsa Verde bestående af kikærter, kartofler, fennikel, bladselleri, cherrytomater, græskarkerner, rosmarin og salsa verde til 37,50kr/stk. Jeg slog til med det samme, men nåede kun at få én ret, nr 2 var allerede solgt. Vi købte så ret nr 2 til fuld pris, dvs. 75kr, da vi alligevel var der. Vi fik en flaske pandekagedej gratis med.
Broccolibøfferne var fantastiske; krydrede og lækre. Vi savnede slet ikke kød i denne ret.
Allerede lørdag røg vi på et tilbud fra YourLocal igen. Denne gang hentede vi Kylling Massaman hos HomeMate i Vedbæk.
HomeMate beskriver retten som en “højtelsket klassiker med fransk landkylling, lagt fint tilrette i en cremet massaman sauce. Dertil sprødt tilbehør af pak choy kål, forårsløg, rød piment, ristede kartofler, frisk koriander og sprøde cashews til toppen”. Vi fik to store og rigelige portioner for 90kr. Det smagte fantastisk!
Så … 2 tips i en herfra; YourLocal – hent den i app-store – og HomeMate; deres mad er fantastisk 😘
PS Pandekagerne var også toplækre!