9 år! Sikke en alder! Så stor, selvstændig, stædig, nysgerrig, fræk og egenrådig. Og alligevel mors dreng. Min dreng!

Tillykke min skat; du er fantastisk. Jeg beundrer dit mod, din styrke, din klogskab. Jeg forundres over de spørgsmål, du stiller. Spørgsmål, vi ikke engang kan svare på. Spørgsmål om livet, om Gud, om døden, om alting .. Du tænker, forundres og spørger.

Giv aldrig slip på nysgerrigheden, stop aldrig med spørgsmålene.

Du har din stolthed, dit løvemod og dit iltre temperament. Du tænker ikke altid over det, du gør, men det kommer en dag, bare vent. Du har et stort hjerte, og selvom du hader (slimede) kys, så krammer du gerne og deler kærlighed ud.

Om natten bliver du lille og kryber ind til mig. Vi er dit hjem, din trygge havn – herfra din verden går. Altid.

Jeg elsker den måde, du ser på mig på. Du ser altid, hvordan jeg har det. “Lille mor” siger du og ryster på hovedet … Du er kærlig og overbærende, når du prøver at få mig til at forstå, hvorfor Fortnite er så fantastisk. Din humor er fantastisk, og din latter er den bedste lyd, jeg kender.

Jeg elsker dig!

9 år – Tænksom og bekymret 

Ni-års-alderen kan for nogle børn være en lidt mere besværlig tid.

Barnet har efterhånden fået en større begrebsforståelse og reflekterer meget over tilværelsen. Det kan føre til større bekymring som f.eks. ”Dur jeg til noget?” og ”er jeg pæn nok?”

Dit barn kan virke sur og indadvendt, og ligegyldig hvad du siger af positive ting, hjælper det ikke, for det er jo klart, du synes, han eller hun er dejlig, for du er jo mor!

Derfor tæller det mere for børn i den alder, hvad en eller anden har sagt i skolen. Gør det klart for dit barn, at folk synes noget forskelligt, og det ikke er farligt.

Det vigtigste er, at man som forældre støtter barnet i at holde fast i, hvad han eller hun er rigtig god til, og at det i første omgang er hans eller hendes egen mening, der tæller.

Det er også på dette tidspunkt, at mange børn for alvor erkender, at man skal dø. Og de kan blive meget bekymrede og bange over det. Barnet bryder måske grædende sammen ved tanken om, at kommoden i værelset vil leve længere, end han eller hun selv vil. Og hvad gør man så som forældre?

Man skal passe på, at man ikke signalerer, at det er så sandelig også en alvorlig sag. Prøv i stedet med en vis lethed at fortælle barnet, at man bliver født, bliver gammel, og så dør man. Og det gør alle. Hvis dit barn så finder på at spørge, om du dør, før han eller hun gør, så er det helt i orden bare at sige ”nej, først når jeg bliver gammel”.

Man skal ikke altid være hundrede procent ærlig over for sine børn. Sandhederne skal passe til deres alder, ellers bliver de bare utrygge og får for mange spekulationer. Børn i den alder har ofte brug for korte forklaringer. ”Tror du på Gud, far?” Et ja eller nej er nok for barnet, så der er ingen god grund til at kaste dig ud i de lange udredninger om for og imod.

Kilde: Alt for Damerne