Det er hårdt at komme hjem fra ferie, men når vejret er så skønt, er det ingen sag. Vi kom hjem søndag aften ved spisetid, og vi skulle derfor lige hente det mest nødvendige til aftensmad og madpakkerne.
Vi fik en brat opvågnen ved gensynet med Netto. Grøntsagsafdelingen var nærmest ribbet, der summede hjemløse bananfluer rundt i de halvrådne varer, som ingen ville eje. Der var halvtomme hylder, masser af rod. Jaja, vi var selv ude om det; vi handlede søndag ved 18-tiden – der er ikke noget at sige til, at butikken er ribbet for varer på det tidspunkt.
Selvom sammenligningen med en dansk Netto søndag aften slet ikke er fair, var det en meget stor kontrast til lørdagens indkøb i Kaufland i Berlin. Kaufland i Berlin er et kæmpestort supermarked i 2 etager, nær Alex.
Det kan bedst sammenlignes med Føtex herhjemme – og så alligevel ikke. Udvalget i alle kategorier er meget bredere. Hvergang vi er der, er der styr på det. Der er rent, pænt og voldsomt mange meget fristende varer. Vi har vænnet os til en fed oplevelse, et større udvalg, fyldte hylder – og ikke mindst; frisk frugt og modne grøntsager. Jeg savner:
- Rødkindede søde tomater frisk fra stilk, ikke blegorangegrønne sure ..
- Mørkerøde og saftige vandmeloner, ikke lyserødbrune melede …
- Lækker yoghurt med cremet fornemmelse, ikke surt tyndt pjask …
- Müller Milch og yoghurt med kokos, birkes, panna cotta, rabarber og andre spændende varianter
- Pålægshylden; udvalget i oste og skinker …
- Spændende anderledes varer!
- Og slikudvalget!