Første skoledagsblues

Jeg fandt de nyindkøbte jeans frem til knægten – dem i str 11/12 år med præfabrikerede huller og en t-shirt. Første skoledag i 2. klasse. Gearet skal være i orden. Knægten valgte et par andre skinny jeans og sin blå Neuer t-shirt. Og så var gearet i orden efter hans mening.

Det var et godt tøjvalg: Den blå målmandstrøje understregede hans blå øjne. De bukser, han havde valgt, sad perfekt og understregede hans slanke ranke krop. Hvordan blev han så stor? Han er 9 år og går med tøj til en 11-12 årig.

Vips, så var han væk i løb under vild jubel med sine venner, og så stod vi der i skolegården og så lidt fortabte ud sammen med de andre forældre, der også var tilovers. Vi kunne ikke lade være med at grine lidt, for nu er det helt tydeligt, at han vokser fra os. Han er på vej; fuld fart frem uden at se sig tilbage!

Bag latteren er jeg lidt blå .. I morgen er han allerede lidt større igen 😳❤️