Jeg var lige fyldt 20 et par uger inden jeg så første afsnit af Blævrende Bakker. Det kaldte vi hurtigt Beverly Hills, og det var ikke negativt ment, for vi elskede 90210. 

Dengang var det sådan, at mine forældre suverænt bestemte over fjernsynet i stuen. De ville ikke se nogen amerikansk ungdomsserie og ville se noget på den anden kanal i stedet. Vi havde heldigvis to fjernsyn, fordi vi havde arvet et ekstra.

Blandt mine veninder var der mangel på ikke-forældrestyrede fjernsyn, og det gjorde, at vi var mange, der mødtes hos os. Vi sad på gulvet, i en sofa, på en hylde i en bogreol i vores tv-/stryge-/roderum, mens vi hang ud med vores nye jævnaldrende venner fra West Beverly. Der blev røget ud af vinduet og fniset, og vi piger blev bomstille, da Dylan dukkede op i 2. afsnit. Wow!

Mad, bad and dangerous to know. That was him and that’s me!

For mig hører Dylan og Brenda sammen. Et af de episke øjeblikke er, da Brenda slår op med Dylan, mens Losing My Religion spiller i baggrunden. Elsker det hele ved den scene, dramaet, hjertesorgen, elsker stadig sangen…

Beverly Hills var superfed, og jeg kunne med lethed identificere mig med Brenda. Jeg var også tilflytteren fra bøh-landet med en anderledes og temmelig kikset stil på den dyre snobbede skole i en by med kæmpestore huse. Meget mod min vilje stod jeg der og kendte ikke en sjæl – og ønskede jeg mig tilbage hvor jeg kom fra. 

Det var ikke nemt for drengene dengang Dylan dukkede op. Dylan var übercool og virkede både sød og oprigtig og på ingen måde som de drenge, jeg kendte.

Da jeg var teenager mødte jeg nemlig et løjerligt mix af drenge, der gerne ville være kærester, men så alligevel ikke rigtig turde. Nogen ringede telefonfis. Andre lovede en hel masse, men ringede aldrig. Og så var der dem, der lod som om jeg var luft og var all over efter en håndfuld lunkne øl fra hækken. Men der var håb derude.. for Dylan var bare SÅ anderledes. Og så var han en god ven ovenikøbet. 

En sjælden gang har jeg set Beverly Hills om eftermiddagen. Det holder stadig. Det er som et kig ind i min egen ungdom; musikken, tøjet, håret, opførslen, rollerne i kliken, glæderne, sorgerne, venskaberne …

Luke Perry gav Dylan liv og gjorde ham udødelig. Jeg havde bare håbet på, at han og Brenda.. Det havde været den perfekte happy end!

Jeg kan ikke ryste nyheden om hans død af mig. Måske er det fordi jeg selv blev 47 i sidste uge og snart runder 50, at jeg føler mig ramt. Men Dylan var en kær ven.. og det er for tidligt, at mine idoler dør. Først Gilbert Blythe og nu Dylan .. Mange mange årtier for tidligt.. Tak for alle de gode timer, ven <3