Sidste år var vi i Sound of Music merchandise-butikken, men vi kunne ikke nå det lille museum ovenpå. Det prioriterede vi til gengæld denne gang. Vi er vilde med filmen, sangene og byen, så selvfølgelig skulle vi se museet denne gang!
Jeg har været vild med Sound of Music siden jeg var barn. Faktisk fandt jeg Maria von Trapps bog “Den syngende familie” på et loppemarked, da jeg var teenager og læste den. Jeg kender derfor både den virkelige historie og Hollywoodversionen. Det gør ikke mig noget, at historien er blevet tilpasset, dramatiseret og romantiseret på film. Jeg elsker det!
Sound of Music museet bygger bro mellem filmen og den virkelige historie, og det er super interessant. Det er også mega-nørdet!
Museet indeholder ikke så mange ting, men er mere en fortælling i ord, lyd og billeder om familien von Trapps liv. Det tager ca 45 minutter, så har man været det hele igennem og kender den virkelige historie bag filmen.
Næste skridt er at besøge de lokale filming locations på din egen tour de Sound of Music. Der er (mindst) 10 steder, som tydeligt kan genkendes i filmen.
Her er min Sound of Music liste på Google Maps, hvis du planlægger en tur til Salzburg 🤩
Vi starter altid ved Mirabell Slottet og nyder den smukke have (besøg haven med dværg, den grønne alle og statuerne ved udgangen). Hestespringvandet, residenspladsen og St. Peters kirkegård ligger centralt i byen. Vi har desuden besøgt Nonnberg Klosteret, som ligger en rask spadseretur opad bjerget – fantastisk udsigt!
Lidt mindre centralt ligger Villa Trapp, Schloss Leopoldskron og Schloss Frohnsburg. Jeg har besøgt Rideskolen med min mor for mange år siden samt Schloss Hellbrunn, som er fantastisk. Det er virkelig sjovt og skørt, da der kommer vand ud af stole, vægge etc.