I denne uge er jeg græsenke og nyder en uge alene med min store meget selvstændige 10-årige.

Fordelen er nærvær, at få tæsk i Uno dagligt, og vi har set mange hyggelige og lidt uhyggelige dyreprogrammer.

Det er bare os to, vores boble. Jeg går tidligt hver dag, så jeg er sikker på, at jeg kan nå at hente ham.

Han vil gerne med i supermarkedet for “du skal da ikke være alene, mor”, og vi får købt både den mælk, vi skulle have, men også popcorn, ostepops, chokoladekiks og en dørmåtte, som er pæn.

Vi går tidligt i seng, og han læser for første gang en bog med flere ord end billeder. 3 aftener så har han læst Lille Virgil fra ende til anden. Jeg ser ham sidde der i sengen og læse koncentreret, og jeg bliver varm om hjertet og stolt af ham.

Han kommer hjem og fortæller, at han er blevet målt i matematik. 146 cm “er det højt?”

Jeg smiler og svarer “ja!” med eftertryk “du er næsten vokset en meter siden jeg fødte dig – dengang var du 53 cm!”. Knægten tænker lidt og svarer “nej, det er kun 93 cm”