Den sidste dag før ferien plejer aldrig at være god, men denne ‘sidste arbejdsdag før ferien’ tog prisen som den værste ever.
Nu er det trods alt kun 5 dage, jeg holder fri, og jeg har planlagt og lagt ekstra timer for at nå det, jeg ikke når i næste uge. Det gik udmærket, lige indtil i dag, så røg der ikke bare én men mindst to kæppe i hjulet.
Det er den 11. Oktober. I morgen ville min mor være blevet 78 år, og da jeg hørte Duran Durans fantastiske sang Ordinary World i radioen ramte det mig bare. Simon le Bons smukke og præcise beskrivelse af hvordan det var for ham at miste sin bedste ven. Det ramte mig lige i hjertet på en usædvanlig grå og regnvåd fredag.
Came in from a rainy Thursday on the avenue
Thought I heard you talking softly
I turned on the lights, the TV, and the radio
Still I can’t escape the ghost of you
What has happened to it all?
Crazy, some’d say
Where is the life that I recognize?
Gone away
But I won’t cry for yesterday
There’s an ordinary world
Somehow I have to find
And as I try to make my way
To the ordinary world
I will learn to survive
Jeg strandede i en gigakø på vej til job, og det tog min 43 minutter at vikle mig ud af M3 😏
Jeg holdt mig til min liste, og klokken var end ikke 10 før det første benspænd sendte min to do liste til tælling.
Senere blev jeg ringet op i min frokost, netop som jeg var ved at synke den sidste bid mad. Den frokostpause, jeg selv betaler, men som jeg ikke nåede at nyde og som kun varede 12 minutter. Så spildte jeg da ikke tid på at hænge ud ud med mine kolleger over en go’ frokost 😉
Jeg løb ud af kontoret 15:30 1/2 time efter tidsplanen og fik et brusebad på vej til bilen. Strålende vejr.
Jeg havde en løjerlig fornemmelse i mit ansigt; mine kinder var følelsesløse, mine læber snurrede, og mine øjne brændte. Jeg var rasende, ikke på nogen eller noget, jeg var bare rasende. Blindt. Der var kø hele vejen hjem. Det tog mig en stiv time at køre 30 km.
“Hvor bliver du af, mor?” spurgte min dreng i telefonen. Jeg er det forkerte sted, det er mit liv i en nøddeskal. Jeg gennemgik de ting i hovedet, som jeg manglede at afslutte, velvidende at jeg ville glemme det hele, før jeg kunne gøre noget ved det.
Køen sneglede sig afsted, jeg fik ondt i kæben af at bide tænderne sammen.
Knægten hoppede glad ind i bilen; frisk duftende og regnvåd “vi har ferie, mor” – og jeg tvang arbejdstøjet af rent mentalt – “jaa! Det har vi skat” – og så skruede vi helt op for Mabel og “Don’t call me up”
Vi har ferie. Det var en hård fødsel denne gang. Jeg er helt smadret, men klar nu. Jeg fik lavet de sidste opgaver hjemmefra og kufferten er pakket. Paris, vi er SÅ klar!
Yeah 🤯😵
mammalade 