Jeg var aldrig for alvor bange for at rejse ud midt i Corona-pandemien. Den adfærd, vi praktiserer hjemme, praktiserer vi også ude. Når vi har styr på det, er vi lige så trygge ude som hjemme. Der vaskes/sprittes jo hænder, holdes afstand og passes på – endda med masker – i HELE Europa.
Men jeg kan forstå på mine omgivelser, at der er flere, der er direkte bange for at rejse udenlands. Det overrasker mig!
Derfor vil jeg gerne komme dig til undsætning, hvis du nu står under din paraply og tænker “tør jeg ta’ til Italien?”. Mit svar er “Kør! Nu!” – læs hvorfor herunder:
Der er meget få turister ved Gardasøen
Det er lidt som at være ved Gardasøen udenfor sæsonen. Der er tomme borde på mange af restauranterne. Der er god plads i butikkerne, mange ledige p-pladser. En del af vores favoritrestauranter holder lukket først på ugen og åbner først hen mod weekenden. Her er alt for få turister, det mærker man hurtigt, og det er en katastrofe. Men det gør også, at man ikke risikerer at komme for tæt på andre. Der er plads nok.
Der er styr på Corona i Veneto
Det er sådan, vi har oplevet det. At italienerne har taget det til sig og tager Corona meget alvorligt. Der er maskepåbud indendørs i hoteller, butikker, restauranter og udendørs, hvis man ikke kan holde afstand på 1,5 meter.
Der er opsat plexiglas i hotelreceptionen og i mange butikker ved kassen. Kontaktløs betaling foretrækkes. Der er håndsprit på centrale steder i butikker, på hotellet og i restauranter.
På vores hotel er der ingen morgenbuffet i år. Vi bestiller morgenmad til et specifikt tidspunkt og får vores morgenmad fint pakket i to go bokse. Der er så 2 meters afstand mellem bordene – og solsengene står ligeledes med større afstand.
Ved Gardasøen er der desuden langt over 30C, og da Coronavirus dør efter 7 minutter ved 25C i direkte sol, bidrager det italienske klima positivt til at hindre virus i at overleve. Modsat det miserable danske sommervejr.
Kan man føle sig tryg?
Det er paradoksalt, for jeg følte mig mere tryg i Italien end i Odsherred i uge 27.
I Italien er der langt mere respekt omkring virusforebyggelse, og man overholder fortsat reglerne til punkt og prikke, modsat i DK, hvor det er begyndt at skride. Desuden var vi udendørs i Italien det meste af tiden i solen, hvor virus har superdårlige vilkår.
Som nævnt er der meget få turister ved Gardasøen, hvorimod turisterne i Lumsås stimlede sammen. Selvom vi holdt afstand i danske butikker, oplevede vi, at folk rykkede tæt på og åndede os i nakken, hver gang vi stod i kø. Selvom alle udmærket kender afstandsreglen ☹️
Vi stod tit i kø i Odsherred, fordi der var mange turister. Her ved Gardasøen er der meget få turister, og der er derfor ingen køer og ingen overfyldte butikker, gader eller restauranter. Det er lidt som udenfor sæsonen. Det er trist, for vi ved jo, at turistindtægterne er nødvendige for italienerne.
Men er der ikke mange smittede i Italien?
I Veneto har der været få Coronatilfælde. Lige nu er der ingen indlagte med Corona i Veneto og det samme er tilfældet i 14 af landets 20 regioner. De særlige Coronaafdelinger er for længst lukkede. Det er jo ikke lige dén italienske historie, Mette F har fokuseret på 🤷🏻♀️
Derfor kan jeg kun sige; bestil et par masker i tyndt stof og pak bilen. Der er ingen ferietrafik på motorvejen, og der er plads på hoteller/campingpladser ved Gardasøen. Samtidig støtter du lokalt i EU, så vores medborgere klarer sig igennem – det er ægte samfundssind 🥰