Vi flytter ind i sommerhuset – sommerferie dag 1

Det tog os en time og et kvarter, så var vi på ferie. Jeg nåede nærmest ikke at få sjælen med på den korte tur, men vi havde alt andet med; bilen var i hvert fald fyldt! Nøglen hentede vi i nøgleboksen på selve huset, så vi slap for en omvej og kø ved et udleveringssted.

Vi havde først huset fra 15:30, så lørdagen var nærmest gået, før vi kunne flytte ind. Vi var der præcis 15:30! Huset så lækkert ud som det lå der i solen med grønne træer og knaldblå himmel. Et sort træhus med hvide vinduer. Helt klassisk.

Det var supervarmt, da vi ankom, så vi skyndte os at pakke bilen ud og stille vores ting strategiske steder uden at pakke ud. Knægten løb rundt om huset om til trampolinen.

Vi kiggede os omkring i huset og i haven imens. Det så fint ud, bortset fra, at der kun var et familiesoveværelse. Alle mand i ét rum. Der var dobbeltseng og køjeseng i fodenden. Den havde jeg ikke lige set på billederne.

På terrassen stod 2 solsenge og inviterede til en lur i solen. Jeg lagde mig kækt i den ene – og det sagde et brag, og så lå jeg noget længere nede end forventet 😅 Jeg opdagede på den hårde måde, at solsengen var nødtørftigt lappet sammen med malertape. Jeg er mere en sulfede end en sylfide, så det var da et slaw til selvtilliden 😉

Nå, der gik ikke længe, før jeg glemte det og hoppede i bikini’en, for vi greb nemlig badetøjet og skyndte os til stranden kun 400 meter væk. Turen derned gik forbi et par huse og så ud på en eng med lyng, revling, marehalm og enkelte træer. Havet glimtede blåt.

Der var så mange sten på stranden, og det gjorde sygt ondt i fødderne at gå på dem. Lidt som at træde på en legoklods x 500. Vi grinede, ømmede os og humpede rundt for at reducere smerten. Der var sten et godt stykke ud i vandet, men der var ryddet en smal sti, så vi kunne gå rimelig smertefrit ud i vandet. 5 meter ude var der blød sandbund, og vandet var krystalklart.

Vandet var over 20C og så lækkert! Vi badede længe, og så var den dag gået. Det var spisetid, og feriens første måltid havde vi planlagt til Haveje på Gudmindrup Strand.

Solen skinnede lækkert, men grå skyer var på vej i horisonten. I løbet af søndagen ville vejret slå om til normalt sommervejr med byger, der går og kommer..

– 27. Juni 2020