På vej til morgenmad på hotellet i Agerskov faldt jeg over en brochure, som omtalte Gammelskov Batteri lige udenfor Agerskov. På billedet lignede det en bunker fra 2. Verdenskrig, men det er et batteri fra 1. Verdenskrig – det er altså over 100 år gammelt.
Men Danmark deltog jo ikke i 1. Verdenskrig, så hvorfor ligger der så et forsvarsværk fra den tid midt i Jylland? Batteriet i Gammelskov lå i Tyskland, da det blev bygget i 1917, og alle kanonerne pegede op mod Danmark. Tyskerne byggede nemlig 800 bunkere på tværs af Jylland for at forsvare sig mod englænderne. Efter sigende havde englænderne planer om at gå i land med 100.000 mand i Esbjerg for at erobre Kielerkanalen, så de kunne holde den tyske østersøflåde indespærret i Østersøen. Tyskerne udskrev krigsfanger til at bygge forsvarslinjen. Det siges, at mange døde under det hårde arbejde.
Englænderne gik aldrig i land i Esbjerg, så forsvarsværket kom aldrig i brug. Da Genforeningen fandt sted i 1920, stod der en komplet ubrugt forsvarslinje i på tværs af Sønderjylland med kanoner pegende den forkerte vej; nemlig nordpå mod det øvrige Danmark. Derfor sprængte man bl.a. batteriet ved Gammelskov i luften.
Vi kørte til den nærliggende p-plads. Bunkeren ligger 500 meter fra p-pladsen igennem en flot og vild skov. Først løvskov og siden helt tæt og mørk nåleskov. Der midt i skoven lå resterne af bunkerens betonvægge hulter til bulter. Vi gik en runde i den ene ende, og det var et imponerende syn. 100 år gammelt ..

Gammelskov batteri er det største anlæg i rækken. Man kan køre en tur langs anlæggene og kigge på de mere eller mindre velbevarede anlæg. Vi gik tilbage gennem skoven for at køre videre på vores tur gennem Jylland.