Jeg har allerede nævnt Veras Butik i Møgeltønder. Den ligger på hjørnet i nr 11 nær Mormors lille café. Det er en lille hyggelig butik indrettet i en gammel købmandsbutik. Her er retroguld for alle pengene – her kan du købe alt fra din barndom (og din mors & mormors barndom): Bøger, legetøj, bøtter, plakater, glansbilleder, påklædningsdukker, postkort…
Det, jeg var allermest fristet til at købe var .. det hele: Stemningen, sollyset gennem ruden, alle de fantastiske gensyn fra min barndom. Der var så meget at kigge på i hele butikken. De lyserøde Puk-bøger fra min mors barndom med tegninger af Cristel. Mariekiks-dåsen fra 50’erne. Klippe-ud-og-folde-Karoline Koen fra 80’erne, som vi fik sammen med skolemælken. Den stod længe på mit børneværelse.
